Debat: Mafiøse tilstande i landbrugserhvervet

Bragt i Landrugsavisen 18/11 2008

Ifølge LandbrugsAvisen 5. november bakker fødevareminister Eva Kjer Hansen op om, at landbruget skal have en "rimelig betaling for de miljøopgaver de løser". Det kan kun forstås sådan, at landbruget nu vil have betaling for at rydde op efter sig og at lade være med at ødelægge natur og miljø.

Det lyder godt. Jeg vil også have penge for at løse trafikopgaver ved ikke at køre for stærkt, sociale opgaver fordi jeg betaler min skat, og miljøopgaver fordi jeg trækker i snoren. Betalingen minder om den beskyttelsesservice, forretninger og andre må betale til rimeligt brutale typer visse steder.
Ministeren mener, at helhjertet satsning på forskning og udvikling kan sikre, at erhvervet kan vokse sig endnu større, uden at det belaster miljøet. Hun vil altså forlade sig på teknologi som ikke findes. God fornøjelse. Mens vi venter på den lugtfri svinefabrik, det nitratfri gylle og det giftfri planteværn, fortsætter ødelæggelserne for fuld kraft, og skatteborgerne flås for forskningskroner.
Svineproduktion i Danmark er ikke rentabel og har ikke været det længe. Det er som at bygge redningsbåde til et synkende skib, når man bilder sig ind at endnu flere investeringer kan redde erhvervet. Det er lavteknologi og uegnet til et tætbefolket land som Danmark.
Næsten ingen danske gider tage job i en svinefabrik, og man forstår det godt, for det er med livet som indsats. Svinepasserne udsætter sig for resistente bakterier i stadigt stigende omfang. Pesticidhandlingsplanen ligger i ruiner, og regeringen erkender nu, at den højprofilerede vandmiljøplan 3 er en fiasko af de større. Både fosfor- og nitratbelastningen er steget.

Altså, helt ærligt, minister, hvordan synes du selv, det går?

Knud Haugmark , Skelhøjvej 25 C 1. th., 2800 Lyngby