ForsideDebatindlægDebat: Landbruget er en belastning

Debat: Landbruget er en belastning

-

 

Sendt til JydskeVestkysten.

Landmænd, som selv tror, at de bidrager til velfærdssamfundet, bliver forståeligt nok sure, når jeg kalder landbruget for et "parasitagtigt uvæsen". Men landbruget er slet ikke et værdiskabende erhverv. Det er snarere en rævedyr hobbyaktivitet, som overlever på samfundets bekostning. Årtiers underskud har skabt en astronomisk gæld, der i sig selv udgør en tikkende bombe under velfærdssamfundet. Nedskæringerne står kø bl.a. på grund af landbrugets økonomiske belastning. Det er en udbredt misforståelse at landbrugets råvarer "giver valuta til den slunkne statskasse", som svineavler Laurits Hansen, hvis bedrift i følge CHR er ejet af Elisabeth Hansen, skriver i JV d. 28. sept.

Valutaen ender nemlig i lommerne hos Danish Crown, DC, og ARLA sammen med de enorme tilskud, som de også henter i de offentlige kasser. ARLA er EUs næststørste støttemodtager og således et dyrt bekendtskab for skatteyderne. Det samme gælder DC. Historien om Vestjysk Bank, hvor den fyrede/forgyldte direktør tilsyneladende bevidst fuppede staten til at yde milliardstøtte lige før de røde tal ikke længere kunne skjules, er et skoleeksempel på, hvordan landbrugets økonomiske kollaps rammer os alle sammen. I følge Natur- og landbrugskommissionen er 600 landmænd i øjeblikket ude af stand til at betale deres milliongæld. Den ender hos skatteyderne før eller siden. Og hvis renten stiger bare en enkelt eller to procent, så vil de fallerede bønder trække hele samfundsøkonomien ned i sølet. Farvel velfærdssamfund!

Den seneste svinestreg fra landbrugets side er de støttede biogasværker, som nu får lov at belaste elforbrugerne økonomisk og miljøet med energiafgrøder i mange år. Myten om, at gylle er guld er endelig punkteret. Det kan ikke lade sig gøre at udvinde gas af gylle på en rentabel og miljørigt måde. Teknologien findes ikke.

Trods samfundets generøsitet over for bønderne holder de sig ikke tilbage. Jeg har boet på landet og set hvordan der svindles med blå diesel, sygedagpenge og efterløn. Pressen har fortalt om udbredt snyd med gødningsafgifter, pesticider, lønninger og brakstøtte. Så ja, selvom svineavler Laurits Hansen praler og andre bliver sure, så står jeg ved, at landbruget er en belastning og en underskudsforretning. Og en farlig, meget nærværende trussel for velfærdssamfundet.