Tvangslicens

-

 

Kære kulturminister Marianne Jelved.

Vedr. bekendtgørelse om såkaldt medielicens

Du står som underskriver på en bekendtgørelse, som for mig at se ikke levner nogen mulighed for ikke at betale flere tusind kroner for at finansiere TV udsendelser, selv om jeg ikke vil og aldrig har brudt mig om at se TV.

Jeg ved godt, at du og dine politikerkolleger helst vil ses i fjernsynet hele tiden, så derfor synes I sikkert også, at vi vælgere skal se fjernsyn hele tiden, eller i hvert fald når I selv er på skærmen.

Men i den tidligere udgave af bekendtgørelsen(2011, Per Stig Møller)  kunne man slippe for TV licens ved at fravælge en hurtigere internetforbindelse end 256 Mbs. Licenspligtige var

"2) pc’er eller tilsvarende enheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, såfremt der samtidig via apparatet er adgang til internet, eller andet netværk, med en downloadhastighed på 256 Kbit/s eller derover,"

Denne passus er nu fjernet.

Kan du svare mig på dette enkle spørgsmål: Hvordan kan man slippe for at betale TV-licens – eller medielicens, som det nu er omdøbt til – hvis man ikke er blind. For blinde slipper stadig væk for licensen, fordi de ikke kan se. Men hvordan kan man blive fri, hvis man ikke vil se.

Jeg vel gerne eventuelt afgive en tro og love erklæring på, at jeg ikke vil se på DRs TV på min computer eller telefon, hvis jeg senere anskaffer sådanne, og jeg vil også gerne acceptere, at I logger min IP, hvis det kan hjælpe. I kunne også lige som JP og Politiken indføre et log in for betalende kunder og kode jeres udsendelser som andre TV stationer, men det synes I ikke at ville. Og så ser det jo ud til, at I vil prakke alle netbrugere jeres fjernsynsudsendelser på. Er I bange for konkurrencen fra andre kanaler, siden I nu tvangsudskriver fredelige internetbrugere til at betale for DR?

Jeg har somme tider set TV hos min mor på plejehjemmet eller hos andre. Og helt ærligt, det ligger langt under mit intellektuelle niveau. Aktuelt Kvarter er jo bare højtlæsning fra dagens aviser garneret med et eller andet ligegyldigt interview og nogle lige så ligegyldige billeder. Jeg får min orientering fra radioen, som jeg nu ikke længere kan betale for, og så hører jeg udenlandsk radio over nettet, især fra Tyskland. Hvis du ellers kan forstå sproget, så vil jeg anbefale at lytte til Deutschlandsfunk eller Radio Wissen.

Jeg vil ikke acceptere, at jeg kun kan slippe for TV licensen ved at opgive internettet, for jeg bruger det til at sælge forskellige serviceydelser og så har jeg nogle blogs, som jeg ytrer mig på om alt muligt for alverden. Jeg vil derfor anse det som en indskrænkning af min grundlovssikrede ytringsfrihed, hvis jeg ikke kan være på nettet. Internettet er også min indgang til den daglige samfundsdebat. Denne adgang skal ikke koste penge ved at påtvinge mig medielicens.

Hvis der ikke er nogen reel mulighed for at blive fri for TV-licens, så er der i virkeligheden tale om en slags skat.
Og så vil jeg lige spørge til lovgrundlaget for, at licensen opkræves i henhold til skattelovgivningen.

Jeg råder kun over små økonomiske midler, men jeg klarer mig selv ved at bo billigt og arbejde hårdt om sommeren i et vigtigt eksporterhverv, nemlig turismen. Jeg har faktisk ikke råd til at betale 2400 årligt for licensen. Desuden vil jeg ikke tvinges til at støtte de lange baner af skadelig TV, der fremmer alkohol, promiskuitet, voldsfascination og rigtig dårlig smag.

Jeg håber at høre fra dig hurtigt, for man har tilmeldt som licensbetaler mig imod min vilje og vistnok også lovstridigt og vil sikkert tvinge mig til at betale på alle mulige ubehagelige måder meget snart.
Hvis DR kun overlever ved at tvangsudskrive medieskat, så er det nok på tide at nedlægge denne organisation.

Med venlig hilsen


Knud Haugmark
Skelhøjvej 25 C, 1. th.
2800 Kgs. Lyngby
Mobil: +45 20 41 77 88
www.haugmark.dk
Medlem af Ærværdige nulevende Pedanter