Svar til Dan Jørgensen. Vi citerer Lone Vitus

stop_antibiotika

Stop antibiotika i landbruget.

Her på redaktionen har vi sagt det mange gange, og der er ingen grund til at gentage sangen, når Lone Vitus har skrevet det så fornuftigt og udmærket i sin bog: Mad vs. fødevarer. Vi citerer side 61-64 og kan i øvrigt anbefale bogen, der kan købes online her.

mas_vbs_vfoedevarer
Klik her for at bestille bogen til kr. 158 incl. fragt
“Når man ganger grådighed med mangel på respekt og opløfter resultatet i yderste potens

I Sverige må kun syge dyr behandles med antibiotika, og behandlingen skal udføres af en dyrlæge. I Danmark bruges antibiotika både forebyggende og helbredende, og enhver medhjælper i en svinestald må vurdere behovet og injicere eller sprede pulver i fodertrugene. Hvorfor må mennesker uden dyrlægefaglig baggrund behandle med livsvigtig medicin her i landet?

Et af problemerne skabt af dansk industriel svineproduktion er som nævnt udbredelsen af de antibiotikaresistente stafylokokker fra svin. I perioder dukker artikler om de frygtede MRSA-bakterier op i forskellige medier. Nogle tager udgangspunkt i, hvad smitten betyder for de ramte, andre tager udgangspunkt i, hvorfor spredningen har grebet sådan om sig, nogle handler om, at myndighederne forsøger at skjule udbredelsen, og atter andre handler om, hvad man kan gøre for at dæmme op for problemet. Sidstnævnte er overladt til en aktionsgruppe, som for nyligt er nået frem til ingenting.

En del tyder på, at Fødevareministeriet, Fødevarestyreisen og Statens Serum Institut dækker over industrien på bekostning af befolkningens helbred.

Myndighedernes argument har hidtil været at undgå en stigmatisering, altså det at nogle holdes udenfor af andre, af svineproducenterne og deres familier.

De tider er ovre, for den resistente bakteriestamme har spredt sig videre og findes nu også i mennesker, som aldrig har været i svinestalde. Flere end 4 ud af 5 slagtesvin er smittede, og bakterierne findes også i supermarkedernes kødbakker. Man kan gennemstege kødet og desuden være omhyggelig med at undgå rifter på hænderne og skarpe knive, når man håndterer kødet. Forholdsregler kræver bare kendskab til problemerne som udgangspunkt, og i denne sag har der været en nærmest stalinistisk holdning til offentlighedens adgang til informationer.

Medicin til husdyr er latterligt billig i Danmark, og den lave pris kombineret med det afslappede syn på forbruget har medført udvikling af de resistente stammer. Driver man en svineproduktion med henblik på det størst mulige økonomiske udbytte, er der mange penge at tjene på at støtte dyrene med antibiotika gennem deres levetid i stalden. Det gælder både for avlsdyr og for producerede grise i alle aldre.

Hvis eksempelvis en so i drægtighedsafdelingen har det dårligt, udviser den nedsat ædelyst. Den vil lade noget eller alt sit foder ligge, og staldarbejderen kan se, at den ikke har det godt. Ingen ved, om soen har ondt i et ben, i maven, i hovedet eller andet, men arbejderen i stalden ved, at dyret skal behandles og helst så tidligt som muligt. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, er et slidt udsagn. Så soen får en injektion med antibiotika og endnu en dagen efter. Bredspektrede typer antibiotika anvendes ofte, for man ved sjældent nøjagtigt, hvad der er galt med dyret.

Så flyttes soen til farestalden, og de ulykkelige omstændigheder forvandles til et kuld grise. For at sikre en god sammentrækning afbøren, soens livmoder, og dermed få al moderkagen til at forlade dyret, får soen typisk en injektion med hormonet oxytocin. De følgende døgn holder man godt øje med tegn på farefeber, altså betændelse i yveret eller børen, og hvis yveret begynder at blive varmt og hårdt, får soen en injektion også typisk med et bredspektret antibiotikum. Det gentages en gang eller to mere.

Blandt de nyfødte grise er der kamp om mælken, og svage grise udvikler diarre. Enten får de en injektion med bredspektret antibiotika eller også gives en flydende antibiotikaopløsning i munden. Når pattegrisene fravænnes så ekstremt tidligt som 3 – 4 uger efter fødslen, er de særligt udsatte for mavetarminfektioner, og det er almindeligt brugt forebyggende at drysse antibiotika i form af pulver i foderautomaterne, så alle grisene behandles på en gang. Det foregår almindeligvis nogle dage i træk efter behov.

Og endelig er der resten af dagene i staldsystemet, hvor det kan være nødvendigt at behandle ungsvin eller slagtesvin for diarre, lungesygdomme, bylder, ledbetændelse og lignende med injektioner af antibiotika eller som pulver i foderet til samtlige dyr på en gang.

Alle behandlinger udføres af de ansatte i staldene, og i dette land er det ofte østeuropæisk arbejdskraft, som gennem en kortfattet hjemsprogs/engelsk gloseoversigt har fået udpeget, hvilke medicinflasker på lageret, der bruges til hvilke dyregrupper i staldene. Der er stadig steder med dansk arbejdskraft, men nationalitet er ligegyldig i denne forbindelse. Det bekymrende er, at også helt unge mennesker uden faglig baggrund doserer livsnødvendig medicin efter forgodtbefindende. Det er lægmands værk at vurdere, hvorvidt dyrene skal behandles, for medicinen udskrives afbesætningsdyrlægen ved det månedlige kontrolbesøg, og der skal bare være nok til næste besøg – til hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Man kan bremse udviklingen, men langt fra dæmme op for den spredning af resistente bakterier, som er i fuld gang.

Antibiotika bør være så dyrt, at det ikke anvendes forebyggende. Antibiotika bør kun anvendes efter et dyrlægefagligt skøn, og endelig det mest logiske – vi skal holde op med at have grise under forhold, der gør dem syge.

Til det sidstnævnte vil nogle sikkert sige, at det er nødvendigt at have grisene under de nuværende forhold for at kunne tjene penge på dem.

Så er det bare ikke sådan, der skal tjenes penge, kan man konkludere.

Mange svin dør af stress, Bemærk brokkenDesuden er det gentagne tal med de 30 milliarder, som hentes ind til dette land, noget sludder. Svinekødet eksporteres af Danish Crown – svineproducenternes eget selskab. Årets overskud i slagterigiganten deles ud til andelshaverne som efterbetaling. Indtægten indgår i landmændenes regnskaber, og som erhvervet selv angiver, koster det penge at producere hver eneste gris.

Ingen betaler skat af et undersklld. Så udm-er at de 30 milliarder pynter på betalingsbalancen, har nationen som sådan ikke megen glæde af dem. En form for halv win-win-situation.

Når indskrænkninger i produktionsformen kommer på tale, begynder det store hamsterhjul at rulle, og trædepindene består af ordene konkurrencedygtighed, eksportindtægter, beskæftigelse, yerdens bedste dyrevelfærd, stolthed, milliarder, fødevareindustriens flagskib; alle positivt ladede. Hvem vil ødelægge mulighederne for nogen, der bidrager positivt? Ikke vores fødevaremyndigheder, politikere, medicinalindustrien eller dyrlægerne.

Den danske svineproduktion har giyet os en artsfattig natur, vi har fået forgiftet en række drikkevandsboringer, ejendomme forringes, og nu har vi også bakterier, der for mange kan få inyaliderende eller dødelig udgang. Kan vi ikke stoppe industriel svineproduktion af hensyn til dyrene, er der al grund til at gøre det af hensyn tilos seh-.

Hvorfor vil hverken sundheds- eller fødevaremyndighederne påtage sig et ansvar? Hvilke relationer gør, at myndighederne i en årrække har fundet det vigtigere at hemmeligholde spredningen af de resistente bakterier frem for at beskytte befolkningen?

Vil de selvsamme myndigheder tage hånd om problemet, når det nu kommer til at handle om eksportindtægter, eller mangel på samme, hvis Sverige og andre lande beslutter sig for et importforbud?”