Leder: En profeti.

-

Vi giver ikke ret meget for hverken astrologer, numerologer, clairvoyante eller prognoser fra Seges her på redaktionen. Det er det rene gas, og de tre første grupper må regnes som svindlere, der lokker penge ud af ubefæstede sjæle og fylder de stakkels mennesker men sniksnak og luftige vidtløftigheder.

Men selv går vi ikke af vejen for en profeti i ny og næ. Som nu, for eksempel, hvor det ser ud til at Aarhus Byråd med miljøloven i hånden vil tvinge en række landmænd til at ophøre med at sprøjte gift ud over drikkevandsressourcerne syd for byen, nede på Bederkanten.

Landmændene rasler med sablen og vil straks anlægge en retssag, om ikke andet, så for at trække sagen i langdrag og være rigtig besværlige. Dette pres og den direkte adgang til landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen vil – profeterer vi – føre til, at ministeren lemper loven, så kommunens planer forpurres.

Indtil videre har vandværkerne omkring Aarhus pumpet mindst 100 millioner ud til nogle landmænd, som tager sig rigeligt betalt for ikke at sprøjte ikke bare deres marker, men også deres veje. Ja, pengene er endda fosset ud til en par skovejere, en svæveflyveklub og en hobbyhesteejer, som tager imod de rare penge uden at de skal lave om på noget som helst, for de sprøjter slet ikke deres arealer. Se dokumentationen her

Det er beskæmmende at landbruget har held med at tage vores alle sammens vandressourcer som gidsel, men vi må nok se i øjnene, at ministeren vil lægge sig i selen for, at det skal lykkes.

http://stiften.dk/aarhus/byraadsflertal-staar-fast-forbud-mod-pesticider-skal-sikre-drikkevandet-ved-beder