Landbrugsavisen opper sig og dokumenterer udbredt svindel med moderniseringsstøtte

Det ser ud til at der i forbindelse med ansøgninger om moderniseringsstøtte har udviklet sig mafiøse tilstande blandt landmænd, deres rådgivere og byggeentreprenører.

Landbrugsavisen kan nu på baggrund af en aktindsigt fortælle, at der sker en tilsyneladende systematisk svindel ved ansøgninger om såkaldt moderniseringsstøtte til stalde i landbruget. Det er kommet frem, at landmanden i sin ansøgning indsender flere pristilbud, hvor et eller flere er fiktivt. Tilbudsgiveren eksisterer slet ikke. Dermed “vinder” en anden tilbudsgiver  – efter aftale så at sige – uden at have konkurreret sig til opgaven.

Det medfører højere priser, og der er fare for, at overprisen udbetales som returkommission til landmanden, hvis han får bevilliget sit “forhøjede” tilskud. Man deler så at sige i porten. Herved nedsætter landmanden den pligtige egenfinansiering i et eller andet omfang.

Antallet af sager nærmer sig 200, så der er nok ikke tale om tilfældige smuttere eller uheldige, beklagelige “fejl”, som en konsulent med ørerne i maskinen har forsøgt sig med som bortforklaring.

https://landbrugsavisen.dk/dokumenter-afsl%C3%B8rer-mange-flere-politianmeldelser-p%C3%A5-vej-i-svindelsag