Leder: Lomborg har ret, stort set. Vi bliver stegt XXVI

Bjørn Lomborg mener nu, at vi kan opfinde nye grønne energiformer, hvis befolkningerne presser på for større bevillinger til forskning. Bortset fra denne metafysiske fejltagelse er Lomborgs analyse at tidens feberredninger og tossede tiltag knivskarp og lige på kornet.

Selv om Lomborg kan angribes for, altid at vælge den mest negative sammenligning og aldrig pege på muligheder for klodens redning, så har manden i en artikel, der bl.a. blev bragt i Project Syndicate, en klar pointe. Det hjælper ingenting at slukke på mobilopladeren, blive veganer eller at købe en elbil. Udviklingen imod den store katastrofe kan ikke afvendes på den måde. Der er tale om feberredninger eller tomme symbolhandlinger. Lomborg henviser til åbne, eller delvist åbne kilder, så hans dokumentation er ikke grebet ud af luften.

Man kan ikke bare blive veganer. 84% af de, der prøver, bliver kødspisere igen. Og Lomborg ser ikke på, om kødproduktionen overhovedet falder, fordi markedet bliver mindre. Her spiller EU’s støtte- og hjælpeordninger en stor rolle. Men selv de, der lykkes med kødfri livsstil, nedsætter kun deres CO2 udslip med 4.3%. Det er nu heller ikke så dårligt, men kan ikke stå alene. Hvis man indregner CO2 belastningen fra det forbrug, som de sparede kødpenge går til, er vi nede omkring 2% CO2 besparelse på madkontoen, og det flytter ikke kursen væk fra den store opvarmning.

Elbiler tiljubles af mange som svaret på den fossil bilisme. Elbiler er “CO2 neutrale”, hvis de kører på vindstrøm osv. Her påpeger Lomborg, at en mellemklasse elbil kommer på gaden med en enorm CO2-gæld, som først er “kørt hjem” efter 60.000 km. Altså tager man med en elbil et kæmpe skridt imod klimakatastrofen for langt senere at gå lidt den anden vej, men da kan det være for sent. Feed back mekanismerne har sat ethvert tiltag skakmat, og så er det jo lige meget. Samme problematik gælder i øvrigt biogasværkerne, hvis CO2 besparelse aldrig er eftervist i en livscyklusanalyse. Elbiler kan teoretisk nedbringe udslippet fra bilkørsel, hvis strømmen er grøn og antallet af fossilbiler falder. Men det er der intet der tyder på. I Norge har man flere hundrede tusind elbiler, men ikke færre af de andre. Og i Danmark er de fleste elbiler lokaliseret i de rigeste dele af landet, hvor man har plads til den lille ny ved siden af bimmeren eller Porschen. Elbiler er de riges legetøj og dyrt købte gode klimasamvittighed.

Hvis undertegnede solgte sin diesel og købte en elbil, ville den gamle køre videre et andet sted, og ende i Afrika, hvor man kan få hvad som helst til at køre, uanset alder.

Lomborg peger på, at et estimat fra IEA anslår, at  elbiler i 2040 vil bidrage med en reduktion på 1% af de globale CO2 udledninger. Man kunne altså opnå langt mere ved at lade vejene forfalde så bilerne bare kører mindre.

Men sol og vind skal ind, råber klimanaivisterne taktsfast. Er det ikke en vej at gå? IEA anslår at andelen af grøn energi i 2040 vil ligge på under 5 %. Der er tale om en væsentlig stigning, en femdobling i forhold til i dag. Men hvis vi stadig satser på 70% reduktion i 2030, så er der vitterligt langt hjem.

 

Bjørn Lomborg er som statistiker tilhænger af cost/benefit analyser. Det har han vist mange gange før. Men i klimaspørgsmålet forfalder han til det udbredte men håbløse argument, at den eneste løsning er at opfinde noget billigere grøn energi. Altså en bøn til Skaberen om, at sende noget ny tech, der kan redde os fra katastrofen. Lomborg har ikke indset, at netop ny teknologi er problemet.

Også dampmaskinen var ny en gang.