ForsideLederLeder: De dårlige undskyldningers fest. 

Leder: De dårlige undskyldningers fest. 

Massedødeligheden i dansk svineavl er ikke blevet mindre. 28.000 om dagen. Skandalen lever sit eget stille liv. Ingen vil skride ind over for den elendige dyrevelfærd i svinestaldene. Vi ser her på sprogbrugen og de dårlige undskyldninger. Vi viser også at sektorchefen på Axelborg ikke har fattet en hujende fis.

-

At dødeligheden blandt smågrisene ikke er faldet den lille smule svinebønderne stillede i udsigt i en bombastisk, men uforpligtende “topmødeerklæring” for seks år siden, kan ikke undre. Regulering af landbruget ved hjælp af frivillighed har til fulde vist sin uduelighed. (Faktisk lovede man ikke spor lavere dødelighed. Løftet var formuleret snedigt.

Landbruget arbejder hen imod at overlevelsesraten er hævet med én gris pr. kuld i 2020. En fælles indsats starter nu.

Ikke et ord om dødsraten hos smågrisene. Hvis kuldstørrelsen ville stige, så kunne dødeligheden også stige samtidig med, at man opfyldte “erklæringens” mål. Hvilket faktiske skete).

 

Men mængden og styrken af landbrugets og ministerens dårlige undskyldninger er nok en messe værd. Lad os tage dem en ad gangen.

Rasmus Prehn, fødevareminister, vrøvler følgende til DR:

-Det er uacceptabelt. Det vi har gjort nu i regeringen er, at vi går ud og styrker kontrollen med området. Vi håber, at det bliver bedre. Det skal blive bedre for vi kan ikke tillade os andet i forhold til dyrevelfærden.

 

Han vil styrke kontrollen. Men området er totalt gennemkontrolleret. I svineflyttedatabasen kan alle se de enkelte dyrs skæbne, herunder antallet af døde svin på hver enkelt bedrift. Rasmus Prehn spiller uvidende om noget, der er et par tastetryk væk. Regeringen kunne havde vidst dette for år tilbage. I stedet spiller ministeren chokeret og overrasket. Og så kommer det morsomme. Han “håber”, at det bliver bedre. Det “skal” blive bedre, for “vi kan ikke tillade os andet i forhold til dyrevelfærden.”

Vi kan ikke tillade os andet i forhold til dyrene, ville jeg mene. Men ministeren er herlig ukonkret over for landbruget. Han fremsætter en besværgelse. Ikke mere.

Lene Juul Pedersen, der er professor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, bidrager til festen med historien om, at det i virkeligheden er svinenes egen skyld. De får nemlig flere unger end de har diepatter. Så skal det jo gå galt. Det problem har været kendt i en lang årrække, og gang på gang hævder landmændene, at man vil avle sig ud af problemet. Og så avler man  på flere grise pr kuld, og undrer sig over, at soen ikke samtidig får flere patter, sådan helt automatisk. Det må jo for fa’en være hendes ansvar! Professoren fortsætter:

– Producenterne gør i dag virkelig meget for at holde pattegrisene i live med alle mulige tiltag, man ikke har anvendt før. Hvis de ikke havde gjort den indsats, tror jeg, dødeligheden var steget markant. Der er nok ikke så mange flere knapper at skrue på nu.

Overlevelsesraten er altså steget, men dødeligheden er ikke faldet, præcis som “topmødeerklæringen” forjættede. Men den finte opdagede ingen i 2014, da de fine ord kom på papir og blev underskrevet og forkyndt på torve og pladser i det ganske land.

Christian Fink Hansen, “sektordirektør” for svineproduktionen hos Landbrug og Fødevarer, demonstrerer hjerneflugten fra landbruget, så bønderne efterhånden ikke kan tale rent. Han siger til DR bl.a:

jeg kan ikke se en koalition mellem kuldstørrelse og øget dødelighed.

Nej, det har du helt ret i, min fine ven. Der er absolut ingen koalition, men du mener nok også korrelation. Husk det til næste gang du åbner munden i offentligheden. (At journalisten ikke retter fejlen, siger også noget om danske journalisters danskkundskaber.)

“Sektordirektøren” Jensen fra Landbrug&Fødevarer lægger ansigtet i bedrøvede folder og udtaler med gravrøst:

– Vi når desværre ikke det meget, meget ambitiøse mål, der er sat for 2020.

Nu var målet ikke voldsomt ambitiøst. En enkelt overlevende gris mere pr. kuld i 2020. Med den ambition ville dødeligheden ikke falde foreløbig, måske aldrig. Det er ikke spor “meget, meget ambitiøst”. Men lige som alle mål i dag er “ambitiøse” arbejdes der overalt “benhårdt” eller endda “stenhårdt”, når de ringere sprogbrugere udtaler sig. Værre, og  belæg for den stadig mere begrænsede hjernekapacitet i landbruget, er, at man jo netop har nået målet, endda så rigeligt. I 2015 overlevede kun 15.5 gris pr kuld. I 2019 var det steget med to til 17,5. Alligevel vil sektorchefen arbejde “benhårdt” på at vende den udvikling. Det må man da ikke håbe, at han har held med, skvadderhovedet.

Han vil sætte fem millioner af til mere forskning i håbet om, at det vil “knække koden”. Hmmm, der er altså en meget svær “kodet” opgave her. Det er meget mystisk og indviklet. Men hvis man “knækker koden” er problemet løst, mener sektorchefen. Metaforikken er bedårende.

– Hvis vi kunne svare på, hvorfor målsætningen ikke er lykkedes, havde vi ikke den her udfordring.

Så sandt, så sandt. (Man “når et mål”, det “lykkes, at nå et mål”. En målsætning kan ikke lykkes, men som sagt, han kan bare ikke tale rent.)

Der er noget, vi tilsyneladende ikke ved. Og det skal vi finde ud af.

Hold da op, som hans intellekt lyner. Her på redaktionen går vi bagover af beundring. På seks år har han altså ikke fundet ud af noget som helst. Trods millioner af kroner til forskning. Wow. Det er da en præstation, der vil noget.

Han forsætter på samme intellektuelle niveau med at råbe “det er de andres skyld” i denne svada af dårlige undskyldninger, der ikke levner håb om ændringer, selv på lang sigt.

– Vi har en del af ansvaret, for vi har ikke været gode nok til at generere den viden, der skal til. Men der ligger også et ansvar hos de forskere, der arbejder med at nedbringe dødeligheden. Der ligger et ansvar hos griseproducenternes rådgivere, konsulenter og dyrlæger.

Til sidst indrømmer sektorchefen dog:

Og så ligger der selvfølgelig et ansvar hos svineproducenterne.

Landbruget og svineerhvervet har i årevis kunnet trække politikere og miljøfolk rundt ved næsen. De har deres på det tørre, for EU holder med intervention og destruktion hånden under priserne og politikerne tør af frygt for konkurser og bankkrak ikke pille ved erhvervet, så der bliver ryddet op. I stedet uddeler de hundredevis af millioner til nye kæmpestalde, støtte til biogas m.m. EU sikrer, at produktionen af foder fortsætter og stiger, så svineproduktionen fortsætter og stiger uanset om markedet forsvinder.

Det er en skam og en skandale.

Source: Knap hver fjerde flæskesteg ender aldrig på julebordet: 28.000 pattegrise dør hver dag | Indland | DR