41 videnskabsmænd punkterer 10 myter om klimakompensation.
Forestillingen om, at man sagtens kan flyve, køre i store biler og spise store bøffer hvis bare man ”klimakompenserer” er udbredt. Min den holder ikke. Forskerne punkterer disse myter, en for en.
Ofte fremføres den forestilling, at CO2 kan oplagres i planter og jord. Men denne mulighed er ikke råderum for øget forbrug. Den er nødvendig for at kunne opsuge de mængder CO2, vi allerede har udsendt. Politikere henviser ofte til at ny teknologi vil løse problemerne. Her lukker man øjnene for, at det jo netop er teknologi, der har skabt klimakrisen. Desuden risikerer vi at fjerne fokus på øjeblikkelige nedskæringer i udledningen af CO2
Klimaændringerne er allerede meget synlige. Iskappen omkring Nordpolen er næsten forsvundet om sommeren og temperaturen i Ishavet tillader nu isfri sejlads om sommeren. Temperaturen på Sibiriens nordkyst kom i 2020 op på 38 grader C.
Havtemperaturen er globalt steget med en grad og da permafrosten mange steder på den nordlige halvkugle tør, ser det ud til at vi nærmer os det punkt, hvor temperaturstigningen tager fart uanset hvad vi måtte foretage os som menneskehed.
Det er nødvendigt med øjeblikkelige nedskæringer i udledningerne i stedet for løfterige planer om nedskæringer langt ude i fremtiden, mener forskerne.
Myte 1: CO2 neutralitet i 2050 er tilstrækkeligt til at løse klimakrisen. Vildledende.
Vejen til CO2neutralitet i 2050 er ukendt, men ofte henvises til ”negative emmissioner”, opbevaring af CO2 i undergrunden. Men der findes i dag ikke teknologier, der kan løfte denne opgave. De bør derfor heller ikke begrunde, at man ikke skærer ned på udledningerne øjeblikkeligt.
Myte 2: Vi kan kompensere for emissioner af fossile brændstoffer ved hjælp af såkaldte ”naturbaserede løsninger” (såsom kulstofbinding i vegetation og jord).Vildledende
Binding af CO2 i planter er forbigående.Træer kan brænde eller rådne, hvorefter CO2 frigøres igen. Det skyldes, at bindingen sker i hurtige, biologiske kulstofcyklus. CO2 fra fossil energi er lagret over millioner af år, og det vil tage mindst lige så lang tid at lagre den igen. Det er sandsynligvis slet ikke muligt.
Myte 3: CO2 neutralitet såvel som CO2-modregning øger incitamenterne til at reducere emissioner, fordi emissioner tildeles en omkostning. Misvisende
Prisen for at udlede CO2 er i dag så lav, at mange virksomheder bare betaler uden at nedsætte emmissionerne. De rige lande har tidligere opkøbt billige CO2 kvoter i fattige lande, og på den måde omgået reglerne. Desuden vil statens indkomster på CO2afgifter gøre det muligt at nedsætte andre skatter, så forbruget stiger, med øget CO2udledning til følge.
Myte 4: CO2-kompensation i lande med lav indkomst skal øges for at opfylde Paris-aftalen.
Der er eksempler på, at rige lande vil plante skov i den tredje verden for selv at høste CO2 gevinsten. Det siger sig selv, at de fattige lande har brug for deres areal til at brødføde deres befolkninger og til at begrænse deres egne udledninger. De rige lande burde plante skov på deres egne arealer for at give de fattige lande mulighed for materiel udvikling.
Myte 5: Finansiering af projekter til vedvarende energi er en god måde at kompensere for emissioner af fossile brændstoffer. Problematisk .
Det er naturligvis afgørende at udvide produktionen af vedvarende energi. Men i prakses ser vi at den CO2-fri energi blot bidtager til at øge energiforbruget i stedet for at nedsætte forbruget af fossil energi. Desuden er vedvarende energi i dag ofte billigere end fossil, hvorfor disse projekter ville være sket alligevel. Så der er altså ikke tale om kompensation, snarere om en slags klimainvestering.
Myte 6: Teknologiske løsninger til fjernelse af kuldioxid vil løse problemet. Alt for optimistisk .
De teknologier, der udvikles, er både dyre, energikrævende og risikable. Deres anvendelse i stor skala er uprøvet. Det vil være uansvarligt at basere CO2 neutralitet på en antagelse om, at fremtidens teknologi kan kompensere for nutidens emissioner.
Myte 7: Nye træplantager fanger mere kulstof end gamle skove. Vildledende.
Hvis vi fælder gamle træer til flis og planter nye, vil det vare århundreder før en tilsvarende mængde CO2 er oplagret. I første omgang vil det øge klimabelastningen.
Myte 8: At plante træer i troperne er en omkostningseffektiv win-win-løsning for både natur og lokalsamfund. Overforenklet.
I de varme land vokser planter ganske vist hurtigt, men den frodige jord i fattige lande skal ikke bruges til at sikre CO2 udledning fra rige landes luksusforbrug. De fattige lande har brug for deres jord til fødevareforsyning og måske energiproduktion til deres eget behov.
Myte 9: Et tons CO2 er magen til et andet tons CO2. Det ene kan erstatte det andet i klimakampen. Falsk.
Fjernelse af CO2 i fremtiden kan ikke erstatte reduktioner i dag. Udledninger fra luksusforbrug har ikke samme berettigelse som udledninger fra fødevareproduktion. Oplagring af CO2 i jord og planter kan ikke kompensere for forbrændingen af fossile brændsler.
Myte 10: Produkter og rejser kan være “klimaneutrale” eller endda “klimapositive”. Falsk.
Produkter og rejser, der sælges som “klimaneutrale” eller “klimapositive” på grund af klimakompensation, har stadig et CO2-fodaftryk. Den sĺags markedsføring er vildledende og kan endda føre til flere emissioner, da kompensationen tilskynder til øget forbrug. Vi bidrager mere til klimaløsninger ved at forbruge og rejse mindre.
Forskerne mener, at det er nødvendigt med en reduktion af CO2 udledningen på 10% om året og at vi skal flytte fokus fra CO2 neutralitet i 2050 til øjeblikkelige reduktioner.
De gør også opmærksom på, at den rige del af verden bærer hovedansvaret for klimekrisen, mens de fattige lande mærker de største konsekvenser i form af havstigninger, ørkendannelse, misvækst, voldsomt vejr osv. De rige lande skal betale deres gæld til de fattige, så de kan imødegår katastroferne og selv opnå CO2-neutralitet.
De rige lande, med høj udlening af CO2 må ikke omsætte reduktioner til kompensation. Der skal være tale om langsigtede investeringer i at får drivhuseffekten under kontrol så ikke store dele af kloden bliver ubeboelig.
Original artikel på engelsk kan læses her: https://www.climatechangenews.com/2020/12/11/10-myths-net-zero-targets-carbon-offsetting-busted/
Forfattere
Alasdair Skelton, professor i geokemi og petrologi, Stockholms universitet
Alice Larkin, professor i klimavidenskab og energipolitik, Tyndall Center, University of Manchester
Andrew Ringsmuth, forsker i komplekse systemer og bæredygtighed, Complexity Science Hub Wien
Caroline Greiser, forsker i økologi, Stockholms Universitet
David Fopp, lektor, ungdomsstudier, Stockholms Universitet
Duncan McLaren, professor i kulturel politisk økologi, Lancaster University
Doreen Stabinsky, professor i global miljøpolitik, College of the Atlantic,
Erik Huss, geograf og glaciolog, administrerende direktør Husstainability
Flora Hajdu, lektor i udvikling af landdistrikter, det svenske universitet for landbrugsvidenskab
Greg Marsden, professor i transportstyring, University of Leeds.
Hanne Svarstad, professor i udviklingsstudier, Oslo Metropolitan University
Henrik Lagerlund, professor i teoretisk filosofi, Stockholms universitet
Isak Stoddard, ph.d.-studerende i naturressourcer og bæredygtig udvikling, Uppsala Universitet
James Dyke, assisterende direktør, Global Systems Institute, University of Exeter
Jens Friis Lund, professor i politisk økologi, Københavns Universitet
Jillian Anable, professor i transport og energi, University of Leeds
Joanna Haigh, emeritus professor i atmosfærisk fysik, Imperial College London
Judith Nora Hardt, postdoktor i klimaforandring og sikkerhed, fransk-tysk center for samfundsvidenskabelig forskning, Berlin
Julia Steinberger, professor i social økologi og økologisk økonomi, University of Lausanne
Kate Dooley, stipendiat, Climate & Energy College, University of Melbourne
Kathleen McAfee, professor i internationale relationer, San Francisco State University
Kevin Anderson, professor i energi og klimaændringer, Uppsala University og University of Manchester
Klara Fischer, lektor i udvikling af landdistrikter, det svenske universitet for landbrugsvidenskab
Linda Engström, forsker i udvikling af landdistrikter og politik, det svenske universitet for landbrugsvidenskab
Magnuz Engardt, læseren i meteorologi, forsker desk
Maria Johansson, ph.d. i brandøkologi, Researchers Desk
Maria Wolrath Söderberg, forsker i retorik og klimakommunikation, Södertörn University
Mats Björk, professor i marine plantefysiologi, Stockholms universitet
Niclas Hällström, miljø- og udviklingsstudier, WhatNext?
Nils Markusson, lektor i politik for miljøteknologi, Lancaster University
Paul Glantz, lektor i atmosfærisk videnskab, Stockholms Universitet
Peter Newell, professor i internationale relationer, University of Sussex
Richard D. Pancost, professor i biogeokemi, University of Bristol
Sarah Milne, lektor i miljø og udvikling, Australian National University
Stephen Woroniecki, forsker i bæredygtighedsvidenskab, Linköping Universitet
Stig-Olof Holm, lektor i økologi, Umeå Universitet
Stuart Capstick, vicedirektør, Centre for Climate Change and Social Transformations, Cardiff University
Svetlana Gross, ph.d.-studerende i Business Administration, Stockholm School of Economics
Sören Andersson, bæredygtighedsrådgiver, fremtiden
Tor A. Benjaminsen, professor i internationale miljø- og udviklingsstudier, det norske universitet for biovidenskab
Wim Carton, lektor i bæredygtighedsvidenskab, Lund Universitet
Artiklen blev initieret af medlemmer af www.ResearchersDesk.se og er tilgængelig på svensk i Dagens Nyheter, hvor den først blev offentliggjort.
