Politiken kommer krybende

I kagekrigen om honorar for Politikens uretmæssige anvendelse af et billede af en kage, som redaktøren havde bagt til støtte for Inger Støjbjerg, fremsætter Politiken nu et snoldet forligsforslag for at undgå et retssag, som de står til at tabe med et brag. Vi afviser forslaget på grund af en formel fejl.

Den 18.02.2021 kl. 16.06 skrev Malene Fiil Larsen:

Kære Knud Haugmark,

Tak for samtalen, jeg er glad for, at du imødekommer et bud på forlig.

Vi beklager igen, at der er sket et brud på din ophavsret.

Som aftalt får du her et forligsforslag.

Vi erkender, at der er sket et brud på din ophavsret. Vi erkender også, at der ikke er indhentet tilladelse af billedet, da vi fejlagtigt troede, at Holger Øster Mortensen var fotografen. Holger Øster Mortensen har tidligere bidraget til bagsiden, hvor han selv har været fotograf. Af samme årsag har vi desværre også krediteret forkert. Den forkerte kreditering er blevet rettet i Politiken d. 16. januar 2021.

Men her ud over vil vi foreslå et forlig på kr. 3.000,- som vi vil overføre til din konto fra Politikens konto fredag d. 18/2-2021. (Betinget at vi får din accept og stævningen bliver tilbagetrukket)

For god ordens skyld, skal jeg nævne, at det i forvejen overførte beløb ikke bliver modregnet.

Med venlig hilsen

____________________

Malene Fiil Larsen

Sekretariatschef


POLITIKEN

Rådhuspladsen 37

DK-1785  København V

Tlf: +45 33 47 26 13

E-mail: mfl@pol.dk

 


Ballerup, den nittende februar 2020.

Kære Marlene Richemeier Fiil Larsen, Politikens Hus.

Tak for forslag til forlig, som jeg dog er uforstående over for.

Du skriver, at I vil betale kr. 3000.00 fredag den 18/2. Trods lang tids søgen i diverse kalendere, har jeg ikke været i stand til at finde denne dato. Jeg tror faktisk ikke, at den eksisterer.

Det ville sikkert få Edward Brandes og Viggo Hørup til at eksplodere, hvis de blev bekendt med den slags slendrian eller inkompetence. De roterer givetvis begge i deres grave.

Af denne grund er jeg desværre nødsaget til at afvise forligsforslaget uden at have overvejet indholdet nærmere.

Generelt vil jeg dog mene, at udgangspunktet for et forligsforslag må være en imødekommelse af mine krav, hvor Politikens Hus værdisætter dette, at man ikke bliver ydmyget i retten, latterliggjort blandt landets publicister og må stå en shitstorm igennem på de sociale medier med tab af læsere og anseelse til følge. Værdien af dette skal så, stort set, lægges oven i mit økonomiske krav. En undskyldning over for mig og Inger Støjbjerg på rette plads i avisen slipper I nu nok ikke for, da det nok bliver for dyrt.

Jeg kunne måske formode,  nu da datoen er ikke eksisterende, at I tillige har  glemt at anføre et nul i det foreslåede kompensationsbeløb. Eller at et tal foran tretallet faldet ud. Det er jo svært med så store tal.  I foreslår måske nok snarere at overføre kr. 30.000 til min konto, da I jo nu erkender, at I har tilbudt et alt for lavt beløb for billedet, og altså forsøgt at snyde en fattig folkepensionist for hans retmæssige honorar, idet i formodede, at han ikke turde anlægge sag. Det skal ikke glemmes, at I har anvendt billedet i farver på en fremtrædende plads i kommerciel sammenhæng uden tilladelse. Det er kutyme, at man i sådanne tilfælde betaler det dobbelte eller tredobbelte honorar. Desuden har i som nævnt i stævningen ikke sørget for at få tilladelse til at bruge billedet med et helt andet formål, end det er tiltænkt. Dette har givet et helt forkert indtryk i forhold til Inger Støjbjerg.

Jeg vil være tilfreds med en overførsel på for eksempel 30.000 kroner og vil så kalde stævningen tilbage. Men samtidig skal I forpligtes til at bringe den i stævningen omtalte omtale af sagen på bagsiden af avisen, som jeg godkender. Begår man en brøler i offentligheden, skal beklagelsen syne samme sted.

Jeg vil nævne, at jeg efter nærmere omtanke nok vil være tilfreds med et lidt mindre beløb, for eksempel kr. 25.000.

Men jeg er ellers helt indstillet på at gennemføre sagen i retten. Vi ved jo begge hvem der vinder og hvem der står til et sviende nederlag.

Med venlig hilsen

Knud Haugmark

cand. mag.

Free lance fotograf.