ForsideDebatindlægHausgaard: Gas om miljøet: Eva Kjers lap på lap-politik

Hausgaard: Gas om miljøet: Eva Kjers lap på lap-politik

-

Politiken d. 7/7 2009

FØDEVAREMINISTER Eva Kjer Hansen reagerer (2.7.) på Jette Rosenkvists debatindlæg (28.6.). Det er interessant og en smule nedslående.

Jeg har fuld forståelse for, at ministeren er bundet på hænder og fødder. Hun er underlagt Landbrugsrådets visionsløse lap på lap-politik samt en lidt tegneserieagtig regering, når det gælder de helt store spørgsmål. Derfor lægger hun frisk ud med en selvkomponeret præmis: »Jette Rosenkvist foreslår, at vi opgiver kødproduktionen i Danmark«. DET ER der vist aldrig nogen, der har foreslået, og det er en meget dum påstand.

Det hører ingen steder hjemme at en minister afsporer en livsnødvendig debat om den klimakatastrofe, vi allerede står i med begge ben.

Som jeg læser Jette Rosenkvist, foreslår hun ikke noget. Hun sætter spørgsmålstegn ved det rimelige i at øge Danmarks i forvejen perverterede og for miljøet katastrofale svineproduktion. Der er grund til at tale om, hvorvidt en begrænset produktion af biogas kan retfærdiggøre en udvidelse af vores svineproduktion på nu 25 mio. stk. årligt. Det er den knag, regeringen og Landbrugsrådet pt. hænger ringlehatten på.

DER SKAL i givet fald bruges mere korn og ikke mindst mere soja. Den dyrkes for en stor del på fældet regnskov. Det kræver enorme mængder kunstgødning, hvilket giver enorme mængder drivhusgasser.

Den skal sejles med dieselskibe over Atlanten.

Findes der virkelig beregninger, der viser, at det kan opvejes af en smule biogas? Kunne de proteiner evt. have været anvendt mere hensigtsmæssigt? Det er da for pokker relevante spørgsmål, minister, og hvem skal det egentlig gavne? Det bringer ikke rigtige penge af betydning til landet, kun EU-støtte. Mangler verden grisekød? Med al respekt, så tror jeg ministeren er for ufri til denne debat. Hun bliver nemt Landbrugsrådets handskedukke/gidsel og kommer dermed til at virke dummere, end hun er, og til at støje unødigt og måske ligefrem spilde kostbar tid og krudt.

DENNE DEBAT skal ikke kun føres af politikere.

Den er så vigtig, at den først og fremmest skal føres af alle os, der er landets højeste myndighed. Os, hvis livsgrundlag og fælles Jord er i fare – og så selvfølgelig af fagfolk, der ikke er købt og betalt af nogen

Kilde/link