ForsideDebatindlægDebat: Økofis

Debat: Økofis

-

Sendt til Berlingske

Økologiske produkter er kun marginalt bedre for miljø og klima end konventionelle. Økologibegrebet er snarere et salgstrick, som kan få veluddannede forbrugere til at betale aflad for deres hedonistiske nydelse af bordets glæder. Miljøet har ingen gavn af krøller på grisehaler eller bedøvede kastrationer. Økokøer sender enorme skyer af drivhusgassen metan til vejrs og de skider helt ukontrollabelt på markerne, fordi de skal ud i 150 dage om året. Alle økologer må bruge almindelig gylle til afgrøderne og alle økologiske dyr må få mere eller mindre almindeligt foder, hvilket gør enhver kontrol til en illusion.

Dyrenes beskyttelse har nikket til, at frilandssøer ringes i trynen, så de ikke kan udføre deres naturlige fødesøgningsadfærd uden store smerter, og for grisene er livet i det fri en kort fornøjelse. Efter syv uger sker opfedningen i en lukket betonsti uden nogen kære mor.

Det er under alle omstændigheder så miljø- og klimabelastende at fremstille animalske fødevarer, at de truer den globale fødevareforsyning på kort sigt. Det eneste ægte økologiske er at blive vegetar eller at skære sit kød- og mælkeforbrug ned til en gang om ugen. Så er det af mindre betydning, om man køber såkaldt økologisk eller almindelige varer.