Klimabidraget fra inddæmmede områder


Nogle gange støder man på noget i offentligt tilgængelige tabeller og rapporter, hvor man tænker: Det må da være en fejl. Når man så går bag om tallene, og de viser sig at være korrekte, så spekulerer man jo over, om ikke andre også vil blive overraskede, forundrede og forbløffede. Det er derfor, jeg har skrevet denne artikel.

Det er efterhånden almindeligt og videnskabeligt anerkendt, at vi i Vesten skal skære mindst 80 procent af vores udledning af drivhusgasser væk inden år 2050 for at undgå en katastrofal udvikling af klimaforandringerne. Dette er af nogen udlagt som den største udfordring, mennesket nogen sinde har stået over for, men dækker også over, at nogle reduktioner er nemme, mens andre er særdeles svære.

På verdensplan udgør udledningen af drivhusgasser fra afbrænding af fossile brændstoffer godt 50 procent, mens udledninger fra landbrug, skovbrug og vores (manglende) naturressourceforvaltning er ansvarlig for knap 40 procent af udledningen. Omstillingen fra de fossile brændsler kræver store investeringer og miljøteknologiske landvindinger, men der er ikke noget til hinder for, at vi allerede nu går i gang med at reducere udledninger fra vores forvaltning af naturressourcerne.

Hvis man følger den danske debat, er fokus også næsten helt og holdent relateret til de fossile brændsler, medens de øvrige får meget lidt opmærksomhed, selv om reduktioner her ofte er billige, nemme og ligetil. Og det er jo egentlig mystisk, for her har vi opfundet redskaberne til meget af det, der skal opfindes, så det er bare med at komme i gang.

I Danmark kunne vi komme rigtig langt ved målrettet at udvide vores naturarealer, og samtidig ville vi kunne pynte på den meget kedelige placering, vi har på naturområdet i international sammenhæng. For uhensigtsmæssig naturressourceforvaltning er ikke kun et ulandsproblem, det er i høj grad også et dansk problem, også i relation til udledning af drivhusgasser.

Det springer særligt i øjnene, at Danmark gennem de seneste 100 år har været meget flittig med at bortdræne vores vådområder (søer, moser og enge langs vandløbene), hvilket har haft dramatiske negative konsekvenser for naturen i Danmark og kvaliteten af vores overfladevand. Omfanget af dette er senest beskrevet af Kjeld Hansen i bogen ‘Det tabte land’. Hvad mange ikke ved er, at dyrkningen af de arealer, der opstår som følge af disse tørlægninger, medfører nogle endog massive udledninger af drivhusgasser.

De såkaldte organiske jorder, der findes i mange af de drænede jorder, udgør kun ca. 5 procent af det samlede landbrugsareal i Danmark, og af dem er ca. halvdelen det, man kalder dyborganiske, altså jorder med et meget højt organisk indhold.

Den årlige udledning af drivhusgasser fra dyrkningen af disse jorder (som ofte er af lav dyrkningsmæssig værdi) svarer ifølge Danmarks Miljøundersøgelser til udledningen af 2,4 mio. ton CO2/år. Denne udledning opstår, fordi jorderne, når de drænes, pløjes og gødes, langsomt forbrænder pga. iltningen af det organiske stof.

Og hvor meget er så 2,4 mio. ton CO2-ækvivalenter? Ja, det er rigtig meget.

Det svarer som sammenligning til: udledningen fra det almindelige husstands-elforbrug fra samtlige danskere hvert år eller udledningen fra 40 procent af de danske personbiler hvert år eller afbrænding af 3.000 hektar regnskov – hvert år.

Nu er det næppe muligt helt at retablere disse områder, så udledningen helt elimineres, men ved at genskabe naturområderne og udlægge resten til vedvarende græs, vil man formentlig kunne nedbringe det årlige danske udslip med mellem 1 og 2 mio. ton per år og samtidig løse nogle af de væsentlige problemer, vi har med forarmelsen af den danske natur, og de problemer, vi har med at leve op til EU’s krav om vandmiljø.

Når nu udledninger er så massive fra disse ret begrænsede områder, hvorfor er der så så lidt fokus på dem?

Som borger i Danmark tror jeg, at langt de fleste gerne vil gøre en indsats, og regeringen forsøger da også at få os til at ændre adfærd med afgifter, elsparefonde og kampagner som et ton mindre, og i tv har været udsendelser som f.eks. ‘Guld og grønne skove’.

Og det er helt nødvendigt at få os til at ændre adfærd, men borgerne kan meget nemt komme til at føle sig holdt for nar, hvis der samtidig er åbenlyse reduktionsmuligheder i de øvrige samfund, der slet ikke udnyttes. Som eksempel kan nævnes, at én hektar (100 x 100 m) af de mest kritiske drænede organiske jorder kan udlede over 30 ton CO2 per år – det svarer til udledningen hvert år fra 200.000 km kørsel i en mindre familiebil – og landmanden tjener måske et par tusind kroner på dyrkningen. Det er intet mindre end grotesk!

Som fagmand er jeg dybt forundret over, at der ikke er mere fokus på de muligheder, en ‘fast, fair og stram’ naturressourceforvaltning giver os, og som privat borger må jeg indrømme, at jeg føler mig noget til grin. Landbrugets top har for nylig udtalt, at de er stolte over landbrugets indsats på klimaområdet, og at de vedvarende vil nedbringe udslippet fra landbruget så meget som muligt. Her er der et rigtig godt sted at gå i gang.

 

Kilde/link