Ikke vækst fremfor alt.

I tirsdagens POLITIKEN (15.1.) forklarer forfatter Jørgen Knudsen ganske klart, hvad der er ved at ske med vores miljø. Han sætter eftertrykkeligt nagler gennem tidens mantra:  V Æ K S T. Han bruger ikke metaforen VÆKST som et træ der vokser – men som en byld, der svulmer uhæmmet.

Om et par år skal Danmark være vært for den internationale miljøkonference. Værtinden for dette møde kan meget vel blive forhv. Miljøminister Connie Hedegaard. Hun må have en meget, meget dårlig smag i munden, når hun evt. skal fremvise Danmarks miljø for de mange fine gæster i 2009. Her er ikke noget at prale af! Misligholdte landdistrikter og landsbyer, døde vandmiljøer – herunder ikke mindst vores salte farvande, truet grundvand, uddøde plante -og dyrearter etc. etc.

Og hvor skal man finde den største årsag til denne elendighed? Rigtig gættet: Hos landbruget! Dette tidligere så blomstrende erhverv er nu forvandlet til en stinkende fabrikationsvirksomhed. Dette burde Connie Hedegaard, den nuværende Miljøminister, regeringen – og ikke mindst bønderne tage til efterretning.

Holger Ø. Mortensen

Kilde/link