ForsideDebatindlægDebat: Bønderne imod alt og alle

Debat: Bønderne imod alt og alle

-

Af Poul Henrik Harritz,
Fredensgade 2, Strynø

Venstrebønderne i Svendborg Byråd er imod at undersøge mulighederne for en eventuel kommende nationalpark i Øhavet. Svineavler Niels Høite Hansen vil ikke "være gæst i sit eget hjem" og han mener "pengene kan bruges mere fornuftigt på andre projekter".
     Nu ejer danske bønder 70 procent af Danmarks areal, så mon ikke der burde kunne blive plads til en enkelt eller to danskere, der gerne vil ud i naturen – og følge markvejen ind i skoven? Åbenbart ikke. Ugæstfriheden stortrives. På Tåsinge og Langeland myldrer det med trusler og "adgang-forbudt"-skilte der tilmed så godt som alle er sat op i strid med lovgivningen.
     Jeg er enig med Høite i, at pengene kan bruges på andet. For eksempel kunne bønderne jo aktivt arbejde for at frigøre sig for den milliardstore socialhjælp, de får år efter år. Det er alle os andre, der betaler. I dag kan bønderne blot tage en halv time på "den ene side", dernæst "en halv time på den anden".
     Pengene fosser ind på deres bankkonto, hvad enten de dyrker jorden – eller tager "en time til halvanden på ryggen". Den form for socialhjælp får bønderne til at opføre sig aparte. Hvorfor dog ikke skabe mere natur på Sydfyn gennem en nationalpark med mange glade besøgende gæster.
     Hvorfor dog være imod alt og alle?

Kilde/link