Til bondebal for millioner af vores skattekroner

Deltager i et af LandboUngdoms skattefinansierede drukorgier. Billedet er sakset fra Landboungdoms egen hjemmeside.


Af Kjeld Hansen, direktør, Druebjerggård, Tåstrupvej 31, Klippinge skriver i Jyllands Posten d. 22/7 2008:

SOM NOGET nyt tilbyder fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) nu offentlig støtte til bondebal, æbleskivebagning og fællessang ude på landet. Ministeren bygger ufortrødent videre på det vidtforgrenede støtteimperium, som hun overtog for knapt et år siden efter den skandaleombruste Hans Chr. Schmidt (V).

Efter afsløringen af millionstøtte til drukfester, traktortræk med striptease, ferierejser og en såkaldt dildo-demonstration for en lille gruppe unge blev Hans Chr. Schmidt fjernet fra ministerposten.

Eva Kjer Hansen overtog den varme stol med en bombastisk erklæring om at ville rense ud i vildnisset af støttefiduser.

Festen kan fortsætte
Det er dog blevet ved ordene.

De partyglade landbobørn får stadig deres lommepenge, så festen fortsætter for skatteydernes regning.

Kjer Hansen har netop bevilget den årlige støtteportion på 5,6 mio. kr. til driften af landboforeningernes ungdomsklubber, 4H og Landboungdom. I forvejen modtager de to klubber årligt 6,6 mio. kr. fra Tipsmidlerne.

Men ministeren kan også selv finde på.

I juli kom listen over den første rundhåndede uddeling fra hendes spritnye kulturstøtteordning. Den hælder millioner af kroner ud over de såkaldte ”ildsjæle” ude på landet.

Nu skal folk have økonomisk hjælp (58.000 kr.) til at gå til bondebal med turister på Bovbjerg Fyr, synge fællessang i Rødekro (100.000 kr.), lege musicalstjerner i Langå (158.000 kr.), lytte til lydbølger på Esbjerg Kunstmuseum (37.500 kr.), gå til international maskefestival på Ærø (250.000 kr.), synge i gospelkor i Odense (42.500 kr.) og til at dyrke den rytmisk musik i Rønne med TV?2-musiker Steffen Brandt som orkesterleder (150.000 kr.).

Helt ude på overdrevet er de 200.000 skatteyderkroner, som Kjer Hansen har bevilget til at markere 200-året for et søslag ved Sjællands Odde i marts 1808. Hvad den begivenhed har med fødevarer at gøre, er det umuligt at gennemskue.

Formue til forpagteren
Det samme kan siges om de 177.834 kr. til forpagteren på Børglum Kloster.

Han vil gerne vise Dronningens scenekunst for ”den danske befolkning”, som det hedder i projektbeskrivelsen. Forpagteren er tilsyneladende godt placeret i vennekredsen omkring ministeren, der også har foræret ham 116.900 kr. til ”orgelmusik, salmesang, æbleskivebagning, brygning af mjød og lysstøbning”.

Skal vi nu have tilskud for at gå til bondebal, synge fællessang og se på markedsgøgl? Ja, mener støtteimperiets gavmilde dronning.

I hendes verdensbillede er folk på landet åbenbart stadig en umælende almue, der går klædt i vadmel og danser folkedans i tide og utide. Intet kan vi selv, alt skal vi hjælpes med.

Mere end fire mio. kr. har ministeren i år drysset ud over stort og småt, der ikke har en pind med fødevarepolitik at gøre. Hun agter angiveligt at gentage den milde gaveregn i fremtiden, hvis ikke regeringen sætter hende på plads.

Hvad er meningen med at drive denne særegne kulturpolitik i Fødevareministeriets regi?

Og hvad er der blevet af Eva Kjer Hansens løfte om at afskaffe de demoraliserende støttefiduser?