ForsideDebatindlægDebat: Flyt til Rusland, Mortensen

Debat: Flyt til Rusland, Mortensen

-

Mortensen

Svineavlernes formand Henrik Mortensen har modtaget over 5 millioner kroner i EU tilskud siden 2000.


Sendt til Maskinbladet:
Henrik Mortensen er ufrivilligt morsom, når han påkalder sig hjælp til sit ”frie erhverv” fra de sidste liberale politikere i Danmark. Hvis Henrik Mortensens geschäft, svineproduktion, var et frit erhverv, var det nedlagt for mange år siden.

Kun massive tilskud, faktisk 62% af indtægterne, uliberale toldmure, underbetalte såkaldte ”praktikanter” fra fattige østeuropæiske lande, fritagelse fra helt rimelige miljøkrav, en strøm af milliardstore skattelettelser og afgifter, der via promillefondene føres tilbage til erhvervet har holdt erhvervet kunstigt i live.

Plus en enorm gældsætning, der dels har finansieret urentable blærerøvsinvesteringer i fede firhjulstrækkere og tre etagers traktorer og dels sikret et privatforbrug, der er en rigtig baron værdigt. Liberale politikere vil naturligvis gennemskue Mortensens jeremiader og smække kassen i. Der er grænser for hvor længe samfundet skal holde dette gøgeungeerhverv i live, for jo mere der eksporteres, jo større bliver underskuddet og jo mere lort skal Danmark smøres ind i.

Der skal fremover ikke være svineproduktion i verdens hidtil mest svinebefængte land. Find en anden og mere anstændig levevej, Mortensen hvor du ikke tidligt og sent skal tigge om fordele på samfundets bekostning. Eller flyt hen til en kommunistsisk planøkonomi, for der hører du jo hjemme.

Jeg glæder mig allerede til et svinefrit Danmark med meget mindre landbrug. Og til alle de penge vi kan spare, når svinebøndernes nasseri holder op.

Kilde/link

Mortensens tårevædede appel om flere penge i Maskinbladet