Home Debatindlæg Bestillingsarbejde? Anette Heick bliver aldrig vegetar igen.

Bestillingsarbejde? Anette Heick bliver aldrig vegetar igen.

Den smukke og begavede Anette Heick har mange fans blandt yngre kvinder, som også bliver veganere, spiser økologisk og altså truer kødindustriens usunde og klimabelastende produktion. Men ikke Heiken. Nu vil hun aldrig igen svigte sin kærlighed til det blodige, røde kød. Det er en ærlig sag. Men hendes argumentation er noget vrøvl. Vi leverer her en grundig sproglig og indholdsmæssig analyse af damens seneste betalte blogindlæg i BT.

Jeg talte i telefon med en veninde fra udlandet, da snakken faldt på en vis svensk teenager med hang til klimaprofetier.

Min veninde fablede om, hvordan de nu i hele hendes familie er holdt op med at spise kød og har valgt at køre i elbiler takket være den svenske pige.

Jeg var nødt til at sige, at jeg mente, det var bedst for vores venskab, hvis vi skiftede emne.

Noget stemmer ikke

Af al dyrisk biomasse på jorden er kvægbestanden den mest belastende

Det lyder bombastisk. Hun har en god veninde og råd til at snakke i telefon med hende i et fremmed land. Og så truer hun med at blive så sur, at det truer deres venskab, hvis veninden taler om sine transport- og spisevaner? Hallo? Hænger det sammen? Måske kunne en indskrænket gås på sinkeniveau skabe sig sådan over en eller anden bagatel. Men har Anette Heick ikke plads til, at hendes venner spiser alt muligt andet end kød og har købt klimaaflad i en el-bil? Det stemmer ikke med, at Anette Heick både er begavet og velorienteret.  Fru Heick fortsætter på fantasmernes overdrev og skriver:

… man bør bemærke, at mange unge mennesker er røget ind i en dyb dommedagsdepression, og at klimadiskussionen opfylder alle kriterier for at blive en religion eller en totalitær ideologi.

Mange unge mennesker?

Hvor har Anette set dem? Fra mit vindue er de unge aldeles ikke dommedagsdeprimerede, men lige så fjollede og tåbelige, som jeg selv, og sikkert også Anette Heick var engang. Heick kalder klimadiskussionen for en religion eller totalitær ideologi. Undskyld, men det er noget notorisk vås, for der er altså forskel på en diskussion og en ideologi. Det er nærmest modsætninger. Og med daglige ædruelige meldinger fra  forskere fra hele verden om, at kloden bliver varmere på grund af os mennesker, så skal man da være en benhård benægter, for at afvise, at livet på planeten er i overhængende fare for at blive udslettet. Det er på ingen måde “totalitær ideologi”. Benægterne synes netop at tilhøre totalitære ideologier, og det kan Anette Heick da sagtens få øje på, skulle jeg tro.

Om Greta Thunberg, som åbenbart virkelig pisser Heicken af, skriver hun:

Den svenske pige, der prædiker frygt – »Vi skal være bange« – og udskammer dem, vi allerede godt ved, er syndere, ja, hun kan såmænd sagtens have en pointe, men vi er samtidig nødt til at kalde hendes virke ved rette navn: Hun er folkeforfører.

 

Selvmodsigende Anette

En “folkeforfører”, der “sagtens kan have en pointe”.  Anette modsiger sig selv i et kejtet forsøg på at diske Greta Thunberg. Ingen har endnu kunnet sætte en finger på hendes udtalelser. Hun har ret, og det er da svært at holde ud, men at skamme hende ud som “folkeforfører” er både urimeligt og usandt. Hun har ikke forført nogen som helst. Hun siger bare sandheden rå og usødet, som den nu en gang er.

Anette er så absolut imod absolutter

Når min veninde med stolthed fortæller, hvordan de ikke længere rører kød, så er der i min verden tale om en absolut handling.

For hvad ville der ske, hvis hele verdens befolkning, syv milliarder mennesker, fra den ene dag til den anden valgte at gøre det samme? Hvor meget jord ville der ikke skulle opdyrkes?

Nu rabler det for Anette. Kødproduktion beslaglægger meget mere areal end plantebaserede fødevarer. Vi kunne brødføde en meget større befolkning i verden, hvis vi ikke brugte ca. 80% af landbrugsarealet til dyrefoder. Kød er dyrt, forbeholdt de rige, og det går lige som mælk, æg og fisk hurtigt i fordærv. Man kan også kun spise en del af dyret, huden, knoglerne, tarmene osv. er ikke menneskeføde. Så derfor leverer Anette Heick et vognlæs gedigent sludder, når hun antyder, at vegetarer kræver mere landbrugsjord end kødspisere. Jeg kan kun forstå Anettes argumentation, hvis jeg antager, at hun udtaler sig imod bedre vidende. Og hvor meget har hun så fået for det?

Vaffor nogen dyr?

For slet ikke at tale om, hvad man ville stille op, hvis mennesket pludselig stoppede med at holde dyrebestande nede, som vi ellers har gjort i tusinder af år.

Hvilke dyrebestande? Vi har aldrig i verdenshistorien haft så mange husdyr. Anette går helt i selvsving, og selv de dummeste af hendes fans må spørge sig selv, hvilke svampe hun har taget for meget af. Eller mener hun de vilde dyr? At vi skal holde ræve, pindsvin og egern nede? Anette har vist fået et glas over tørsten…

Klimaløsninger uden absolutter

Jeg taler ikke imod klimaløsninger. Men jeg taler virkelig imod disse absolutter, som for mig er fuldkommen på linje med religiøse dogmer og er lige så blottede for nuancer som Rasmus Paludans udbasuneringer.

Så kunne man måske være rolig. Hvis altså ikke Anette Heicks skinmanøvre af et tilbagetog til klimabeskytternes rækker, var et falsum. Hun trutter så højt i sin basun, at dommedags komme bliver ganske overdøvet.

Nyvaskede demonstranter med Iphones kan umuligt have ret, eller hvad?

Når jeg støder på unge mennesker, der marcherer gennem gaderne og fortæller mig, hvad der er det rigtige, så ser jeg unge, der er velklædte. Ikke i lædersko, men jo heller ikke i danskproduceret, ubleget bomuld. De har alle fået et godt morgenbad i varmt og rent vand fra hanen, og så har de en iPhone – den nyeste model – i baglommen.

Anette ser ikke unge mennesker marchere i gaderne. De har alt for travlt med at drikke sig i hegnet, sniffe coke og skrive ligegyldigheder på deres telefoner. Og nej, Anette, der vokser ikke bomuld i Danmark. Og selv efter et morgenbad og med en fed telefon i baglommen, kan man jo godt have ret. (Godt spottet, Anette, af nyeste model nede i baglommen!)  Og da deres fremtid vitterlig ser sort ud, har de vel en pointe? Unge mennesker har nu altid skullet føre sig lidt frem for en eller anden ædel sag. Det gjorde jeg selv i usmagelig høj grad, og mon ikke også du, Anette, havde dine griller som teenager? Var det herreløse katte, fattige børn i Indien eller hvalerne du ville forsvare for at få en god pudseklud til glorien?

Lad være med at give mig et absolut at forholde mig til.

Denne udtalelse er sær. Det er da det nemmeste, så hvorfor ikke? Fordi vi i den rige del af verden skal opgive vores luksus, for at fattige mennesker kan få rindende vand, strøm og skolegang til deres børn? Er det problemet for den velnærede og velstående Anette Heick og hendes overvægtige familie?

Man skal aldrig sige aldrig

Jeg var vegetar i to år, og det bliver jeg aldrig igen.

Men hvorfor blev du så vegetar oprindelig? Det vil jeg gerne vide. Og er du holdt op af ideologiske grunde? Eller fordi du hader absolutter og nyvaskede demonstranter?

Til gengæld har jeg droppet bilen og tager bus og tog på arbejde. Og det er ikke på grund af en svensk teenager, men ganske enkelt fordi jeg har regnet ud, at jeg sparer 7.000 kroner månedligt på budgettet på den måde.

Og hvad bruger du så de syv tusinde på? Lækkert tøj? Dyre bøffer? Rejser? Sikkert noget klimabelastende, så der er vist ikke noget med “til gengæld” her. Igen overrasker Anette Heick med sin manglende evne til at se konsekvenserne af egne handlinger.

Hvordan man kan have kørselsudgifter på omkring de hundrede tusinde om året er lidt uklart. Det må være en ordentlig flyder Anette kørte rundt i før!

Drop nu absolutterne – ellers taber I skeptikerne på gulvet.

Sidste opfordring er også noget vrøvl. Men vi lader den ligge, for det ser ud til, at Anettes angreb på Greta Thunberg og absolutterne enten har rod i morgensurhed, magelighed eller mega ondt i håret. Men er det sandsynligt? Anette Heick er så klog, at hun sagtens kan skrive fornuftigt, også med kraftige tømmermænd eller PMS.

Vi spekulerer.

Ren spekulation men mere sandsynligt: hun er sendt i byen af kødbranchen, som med knitrende sedler fra EU-støtten køber sig indflydelse hos BTs læsere og Anettes fans, netop fordi de tror på Thunberg og de veganske absolutter. Det skal de så se at holde op med. Og absolut købe noget mere kød.

Anette Heick kompromitterer sig selv med sit antiveganske vås.

Vi må håbe, at hun har fået noget ud af det på anden vis.

https://www.bt.dk/debat/derfor-bliver-jeg-aldrig-vegetar-igen

%d bloggers like this: