Leder: Drømme om mere natur mangler jordforbindelse

Denne sides redaktør lægger sig fladt ned og indrømmer at være en sur gammel mand

Hele det frelste natur- og miljøkommentariat, ja selv landbruget i Økologisk Landsforening, buldrer løs i et evangelium om, at vi skal lave mere plantebaseret mad til mennesker, mindre foder til svin og have mere natur i Danmark. Den ene fabler om at 40% af landbrugarealet skal bruges til natur og grøntsager, den anden om 60 % eller mere.

Ordet konsekvensberegning kender disse lalleglade idealister ikke.

Derfor tillader denne sides redaktør, med risiko for (med rette) at blive udnævnt til spielverderber, pessimist og sur gammel mand, at påpege nogle praktiske forhold som skal løses før naturelskernes våde, grønne drømme kan se dagens lys.

Hvis landbrugsjord skal tages ud af drift, så skal vi finde en metode, til at udpege denne jord.

Vi skal vel også finde en erstatning til ejerne, for jorden er jo privat ejendom.

Bankerne, som har pant i jorden, kunne vel også tænkes at have en mening. Især hvis de også har pant i stalde og maskiner.

Agerjorden er det første led i en velsmurt produktionskæde, der går over stald, mejeri eller slagteri, til forbrugere herhjemme men mest udenlands. Rigelige mængder af støttekroner følger med. Denne kæde går i udu, hvis et led falder ud. Hvordan ser løsningen på dette problem ud hos DN, Greenpeace eller de andre sværmeriske tosser?

Forestiller disse fantaster sig, at landbruget vil gå med på en frivillig ordning? Det har vi rigtig dårlige erfaringer med, så måske skulle al jord bare nationaliseres? Det ville være grundlovsstridigt, og ekspropriation kommer slet ikke på tale. Så hvordan så?

Hvis det skulle lykkes at udpege sammenhængende områder, så skal de vel erhverves. Og ser vi så ind i et naturens paradis, så skal arealerne forvaltes, og det er bestemt ikke gratis. Så skal skatten vel sættes op, med mindre vi skal skære ned på skoler, hospitaler og politi. Hvor meget snakker vi om?

Hvis naturvennerne vil tages alvorligt, skal de pege på realistiske fremgangsmåder eller planer for, hvordan de ikke bare kan få deres paradisdømme virkeliggjort men også for, hvordan konsekvenserne for resten af samfundet skal håndteres.

Der er nok at gå i gang med.

Knud Haugmark, denne sides redaktør, ornitolog, botaniker, mykolog, entomolog m.m.