Debat: Søer er ikke potteplanter

Skuldersår hos svin

Jette Rosenkvist, Vojens

Fødevareministeriet afsatte sidste år en million kroner til forskning i årsagerne til skuldersår hos fikserede søer. Jeg vil hermed ganske gratis foreslå en løsning på skuldersårsproblematikken, der ligger lige til højrebenet: At behandle svin, som det, de er – nemlig dyr. I landbrugsindustrien behandler man dem p.t., som om de var planter – naglet til den ‘potte’ de står i i lange perioder. Det må og skal nødvendigvis manifestere sig som sygdom og lidelse.

Løsningen, som landbrugsindustrien og fødevareministeriet satser på, er mere i retning af raketvidenskab: Der skal virkelig meget avanceret forskning til at finde frem til en metode, hvor man undgår symptomer fra naturligt aktive pattedyr, der behandles som potteplanter.