ForsideUncategorizedKonventionel produktionsform gør grisene syge

Konventionel produktionsform gør grisene syge

-

JydskeVestkysten | 17.05.2010 |

Der pågår p.t. en debat i »Ugeskrift for Læger« om antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion. Dyrlæger fra Landbrug og Fødevarer skriver i den sammenhæng »Selvfølgelig behandler vi vores syge dyr med medicin. Alt andet ville være uansvarligt og i strid med reglerne om god dyrevelfærd«.

Konventionelle pattegrise tages fra moderen 3-4 uger gamle for at fremskynde fornyet brunst hos soen og hurtigere vækst hos smågrisene. Dette forårsager fravænningsdiaré, da dyrenes mavetarmsystem endnu ikke er modent til at kapere meget proteinholdigt foder. For at forebygge/afhjælpe denne diaré, som er den største medicin-sluger i svineproduktionen, flokmedicineres grisene rutinemæssigt i mange konventionelle besætninger.

70-90 % af alle slagtede, danske svin har mavesår eller ar derefter. Derudover forekommer hyppigt infektionssygdomme, ledbetændelse, skulder- og bidsår osv. Ca. 2,5 mio. grise årligt, svarende til omkring 10 % af produktionen, går til i staldene. Konventionelle slagtesvin får gennemsnitligt tre doser antibiotika i deres omtrent ½ år lange liv, økologiske gennemsnitligt 0,2 doser. Halvdelen af de økologiske besætninger har intet forbrug.

Med andre ord: konventionel produktionsform gør dyrene syge. Undskyld mig, men er det ikke uansvarligt og i strid med reglerne om god dyrevelfærd?