Forsidebagatellisering af MRSA-farenDebat: Med lukkede øjne

Debat: Med lukkede øjne

-

Sendt til Odder Avis i anledning af det forestående MRSA stormøde i Hou den 28. oktober.

I MRSA striden tegner der sig nu to tydelige fronter. På den ene side står svineavlerne, som jo ikke kan drive deres erhverv uden stadig flere tons antibiotika. Overraskende bakker dyrlægerne op og deltager med flid i den beroligelses-kampagne, som i form af stormøder for ansatte og svineejere går over landet. Faste gæster er Seruminstituttets Tinna Urth og Robert Leo Skov, som legitimerer propagandaen med en nænsomt udvalg af ”fakta”, så man går lettet og beroliget fra mødet. Vi kan og skal leve med MRSA, og der er stadig effektiv medicin på hylderne.

Det er en falsk tryghed. Den er politisk bestemt af, at ingen minister og kun få læger har så meget røv i bukserne, at de tør sætte sig op imod svinelandbruget. Uden det, ingen velfærd, ifølge deres nyslåede direktørbabe, Karen Hækkerup. Alle lukker øjnene for, at svineavlerne har verdens største gæld og stadig skal låne både halve og hele millioner for at få brød på bordet. Dette parasiterhverv er nu i gang med at rydde hylderne for effektive antibiotika, fordi grisene fodres med dem ene og alene for at speede produktionen op.

MRSA er pressens darling i øjeblikket, men der er andre, og nye kommer til. Udgifterne til isolation af patienter, sygedage for personalet og komplikationer for nyopererede kender ingen, for alle lukker øjnene. Sygehuse screener nu alle gravide for MRSA. Tre nyfødte er ramte og alvorligt syge af MRSA, så alvorligt, at diagnosen er mørklagt, for ellers vil den slå huller i det rosenrøde billede af MRSA-plagen, som Seruminstituttet, Sundhedsstyrelsen og politikerne tegner.

På den anden side ser en undrende befolkning til, at man tillader ægtefæller til MRSA-svinepassere, at møde på arbejde på alle hospitalsafsnit og plejehjem uden krav om en MRSA test. MRSA-positive gravide kan ikke altid ”renses” med sæbe og antibiotika, så deres børn fødes med bakterien. Den lever de fint med, siger Robert Skov beroligende, og så vokser de fra den helt af sig selv ved to års alderen, siger doktorens ”mavefornemmelse”. Vuggestuen får ikke besked om smitten, og så breder den sig til andre småbørn, personalet, familierne osv. Men det lukker vi alle sammen øjnene for. NU!

Myndighederne har kapituleret i svinebøndernes bakteriologiske krig imod befolkningen og lukker øjnene for, at fempunktsplaner ikke kan holde MRSA CC 398 i staldene.

Det kan ikke være rigtigt, at en underskudsforretning skal ødelægge sundhedsvæsenet, true folkesundheden for gamle og for tidligt fødte og påføre skatteyderne store ekstrabyrder.