Appel til FN: Stands sulten

Appel

TIL:
De Forenede Nationers generalsekretær Ban Ki-Moon

KOPI:
FAO – Generaldirektør Jacques Diouf
WHO – Generaldirektør Margaret Chan

Iværksat af:

 

’FØDE KONTRA FODER’

Kære hr. Generalsekretær

I 1996 blev ”retten til adgang til sikker og nærende mad for alle” slået fast i ”Rom-erklæringen” om verdens fødevaresikkerhed. Underskriverne erklærede samtidig deres politiske vilje ”til at udrydde sult i alle lande”.

I 2008 er underernæring og sult i mange dele af verden ikke blot forøget, men lidelserne ser ud til at nå nye højder. Knappe og spildte afgrøder, skyhøje priser og ubæredygtig praksis i landbruget er blot nogle af de faktorer, som tilsammen sætter sårbare mennesker i en livstruende situation.

I en forfærdende situation, hvor sult og underernæring hvert år dræber næsten seks millioner børn, er det uacceptabelt, at en enorm procentdel af alle tilgængelige afgrøder stadig bruges til foder for landbrugets dyr.

I menneskehedens navn kan et ansvarligt globalt samfund ikke længere have råd til at bruge 7-16 kg korn eller soja, op til 15.500 liter vand og 232 m2 græsmarker til produktionen af blot ét kilo oksekød til dem, der har penge til at betale for det. Der er nu et desperat behov for bedre tilgængelige og mere bæredygtige metoder, som kan sikre mad til alle.

Selvom eksperterne i FAO regner ’husdyr for en massiv trussel mod miljøet’, anbefaler de desværre udelukkende alternative metoder i landbruget, hvoraf nogle medfører en risiko for yderligere at skade et allerede sårbart miljø, måske endda gøre ubodelig skade.

Alle sultne mennesker, mange millioner vegetarer og de, der søger efter sunde alternativer til de destruktive traditioner, må have retten til at forvente en videnskabelig undersøgelse af alle tilgængelige muligheder, inklusive vegetarisme, fra beslutningstagere, regeringer og internationale agenturer. Denne ressourcebesparende livsstil, som samtidig redder liv, er en upartisk undersøgelse og promoverende indsats værd, ikke mindst fordi den har potentialet til at afgøre de voldsomme kampe for ”føde kontra foder” i menneskehedens favør.

Af disse årsager appellerer vi til De Forenede Nationer og dets agenturer om ikke længere at ignorere vegetarismen og i stedet studere de mange forskellige fordele derved med det formål at inkorporere dem i fremtidens strategier for en verden uden sult.

Med venlig hilsen

Underskrift

Referencer:
1. Verdenserklæringen om Menneskerettighederne: ”Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde…”.
2. Rom-Erklæringen om verdens fødevaresikkerhed: ”Vi finder det uacceptabelt, at over 800 millioner mennesker på verdensplan, specielt i udviklingslandene, ikke har nok mad til at imødekomme deres grundlæggende ernæringsmæssige behov.
3. FAO: Husdyrindustrien – en stor trussel mod miljøet.

Baggrund:
1. Jens Holm: The Livestock Industry and Climate – mere end en tredjedel af alle høstede afgrøder bliver anvendt som foder. Er det rationelt?
2. Den Schweiziske Vegetarunion (SVV): The Ecological Consequences of Meat Consumption

Translation: Sune Borkfelt, Dansk Vegetarforening (Danish Vegetarian Society)


Kilde/link

Skriv under