Kronik: Borgerrettighederne vi ikke fik




 

Det er fint, at borgerne kan gå til EU, når man mener, at regeringen ikke følger EU’s direktiver. Men det tager år at få svar fra EU, hvorfor denne løsning ikke lever op til Århus-konventionens krav om, at der skal stilles retsmidler til rådighed, der er hurtige, prisbillige og effektive for borgerne.

Miljødebat

Søren Wium-Andersen, Ådalen 15, Hillerød

– Det er den første internationale konvention, der sikrer borgernes miljørettigheder og skaber øget åbenhed, sagde en synligt stolt miljøminister, Svend Auken, på et højtprofileret internationalt miljømøde i Århus i juni 1998, hvor ikke færre end 50 miljøministre deltog, og hvor 36 lande undertegnede den konvention, der senere er blevet kendt under navnet Århus-konventionen. Borgere, journalister og organisationer ville med konventionen få nye muligheder for at bidrage til miljøudviklingen på tre områder, nemlig ved at lette adgangen til at deltage i beslutningsprocesserne, lette adgangen til aktindsigt og endelig retten til at afprøve myndighedernes beslutninger på miljøområdet ved en domstol.

Konventionen trådte i kraft i oktober 2001, efter at 16 lande havde ratificeret den. Danmark havde travlt med at profilere sig på alle de områder, som Århus-konventionen dækker. Moldova, der som det første land i verden ratificerede konventionen i foråret 1999, fik dansk støtte, da der var et ønske om at anvende konventionen som en løftestang i de tidligere østbloklande for at bryde myndighedernes tradition for lukkethed på miljøområdet.

Efter gode erfaringer fra den første del af Moldovaprojektet udtrykte Folketinget ønsker om, at den danske miljøbistand i de kommende år skulle udstrækkes til andre øst lande, hvorefter Estland, Polen og Tjekkiet fik støtte til bestræbelserne på at efterleve konventionen. Lokale NGO’er i Albanien, Bosnien, Kroatien, Makedonien og Jugoslavien blev støttet. Målet var at trække de lokale myndigheder hurtigere frem mod en situation, hvor landene efterlever konventionens intentioner.

Den danske indsats
Også i Danmark ville Miljøministeriet gerne fastholde det momentum, der var skabt på miljøområdet gennem vedtagelsen af konventionen. Derfor påbegyndte ministeriet i 1999 et reformarbejde af en række miljølove, der skulle tage højde for de ændringer, der var nødvendiggjort af den efterfølgende underskrivelse af konventionen i september 2000.

EU ratificerede Århus-konventionen i 2003. EU-ratifikationen resulterede i nye reformer af den danske lovgivning. Beslutningsprocesser er blevet mindre lukkede, efter at loven blev revideret i 2005. Lov om aktindsigt er blevet ændret en smule for at tilpasse sig konventionsteksten. Loven forventes ændret igen efter 2008. For først da barsler en nedsat Offentlighedskommission med sine overvejelser om den nuværende lovs utilstrækkelighed. Man kan så håbe på, at Lov om aktindsigt endeligt kommer til at leve op til konventionens intentioner. Det gør den ikke nu. Der er netop rejst en sag mod danske myndigheder for lukkethed i en aktindsigtssag ved konventionens klagekomité.

EU-kommissionens forslag om retten til at afprøve myndighedernes beslutninger på miljøområdet blev ikke vedtaget. Det på trods af at EU-Kommissionen havde reduceret konventionens meget vidtgående forslag til, at kun NGO’er kan afprøve myndighedernes beslutninger og ikke vil tillade enkeltpersoner den samme ret, skønt det står i konventionens artikel 9. Efter den artikel skal enhver borger have retten til restmidler der hurtigt, effektivt og prisbilligt kan afprøve myndighedernes afgørelser. Men ministeren sagde«der er ikke behov for at ændre den gældende retstilstand«.

I Hillerød blev der i 2006 foretaget en række nedskydninger af råger i yngletiden, som var i åbenlys konflikt med EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv. Dette forhold anmeldte jeg til politiet, der som de øvrige retsinstanser afviste anmeldelsen, da jeg ikke var part i sagen. Herefter gik jeg til Århus-konventionens klagekomite, der ligger under FN’s økonomiske kommission for Europa, med en påstand om, at jeg ikke havde en mulighed for at påtale en overtrædelse af miljølovgivningen, hvilket jeg burde have efter konventionens tekst. Sagen blev accepteret og behandlet af komiteen. Den kom i sin vurdering af sagen frem til, at jeg ikke havde klageret, men den forudsatte, at dersom sagen var rejst af en frivillig organisation – en NGO – da ville den pågældende organisation have kunnet føre sagen. Om de danske myndigheder generelt agter at godtage den vurdering fra klagekomiteen er endnu ikke afprøvet.

Lever ikke op til krav
Havde Danmark bragt den gældende retstilstand i overensstemmelse med konventionens intentioner umiddelbart efter ratificeringen, ville meget have været lettere. Danmarks manglende implementering af f.eks. EU’s miljødirektiver kunne således være indbragt for en dansk domstol. Men der har åbenbart kun været tænkt på, at lovene skulle ændres i de gamle sovjetrepublikker, da danske politikere talte varmt for konventionen i Århus i 1998.

Det er fint, at borgerne kan gå til EU, når man mener, at regeringen ikke følger EU’s direktiver. Men det tager år at få svar fra EU, hvorfor denne løsning ikke lever op til konventionens krav om, at der skal stilles retsmidler til rådighed, der er hurtige, prisbillige og effektive for borgerne. At det skulle have været regeringens hensigt at tømme konventionen for reelt indhold, har jeg svært ved at tro. Men det er, hvad der er sket. Svend Aukens begejstrede ord om konventionen fra 1998 lyder i dag som en tom parodi set med mine øjne. Hvor længe skal borgerne acceptere, at EU-ratificerede konventioner ikke overholdes? Skal borgerne virkelig – gang på gang – gå til Bruxelles for at indklage den danske regering, når den ikke opfylder direktiverne. For der er mange sager, der venter på en afgørelse:

Ornitologernes sag vedrørende de dårlige naturforhold i Tøndermarsken. Naturfredningsforeningens sag om ødelæggelsen af Lille Vildmose på grund af tørvegravning og den nye muslingesag fra Limfjorden samt den sag om partikelforureningen, som det Økologiske Råd har varslet, at man vil tage op.

Alle disse sager burde i Århus-konventionens ånd kunne rejses af både enkeltpersoner og organisationerne her i landet, når myndighederne er i konflikt med lovene. Men det er ikke muligt. Jeg ser gerne, at den internationale kongres, der holdes i morgen og på torsdag vil anbefale, at konventionen nu gennemføres efter sine intentioner ikke blot i Danmark men i hele EU, for det er en god konvention.

 

Bragt i Frederiksborg Amtsavis 12. november 2008