Debat: Selvros stinker

Det eneste der stinker mere end en svinefabrik er selvros. Læs bare Peter Bohnsen Jensens læserbrev den 18. april. Hr. Bohnsen praler han med, at den danske ”fødevaresektor” skulle have eksporteret for 170 mia. kroner. Landbruget står for en brøkdel af denne eksport, hvilket ikke hindrer Bohnsen i at pynte sig med lånte fjer fra industriproduktion af kølskabe, pesticider, tobak osv. Derudover er dette tal kun et udtryk for omsætning og ikke for økonomisk gevinst. Med andre ord: uanset hvor mange landmænd, der lever på bankens nåde eller går konkurs, vil der altid være et positivt eksportbeløb, som man kan bryste sig af.

Dansk landbrug rider på ryggen af skatteyderne, for uden lempelige miljøregler, toldbeskyttelse og kontant milliardstøtte ville erhvervet ligge øde. Hr. Bohnsen stopper årligt godt 280.000 skatteyderkroner ned i sine egne lommer, alt imens hans tusindvis af grise sprøjer gylle ud over vores smukke land.

Vi har ikke pligt til at aftage miljøbelastningen for de 85% af svinene, som andre landes forbrugere spiser. Svineeksporten smører Danmark ind i et tommetykt lag af stinkende og forurenende gylle, og jo før dette svineri ophører, jo bedre.

Svineproduktion ud af Danmark!