ForsideDebatindlægDebat: Gælden, gyllen og gøgeungen

Debat: Gælden, gyllen og gøgeungen

-

 
Politiken | 29.07.2009

GAS

I 2008 VOKSEDE landbrugets gæld med 30 milliarder kroner. Det svarer til, at erhvervet hver dag fik tilført over 80 millioner kroner. Overskuddet udebliver.

Landbruget er stort set insolvent. Det vil aldrig kunne betale gælden på 330 milliarder kroner tilbage, svarende til næsten halvdelen af statsbudgettet.

Derfor ser man sig om efter nye pengetanke, som man kan malke. Landbrugets sugesnabel er nu med regeringens bifald stukket ned i landkommunernes kasse, som ifølge regeringens oplæg ‘ Grøn Misvækst’ skal garantere for foreløbig 60 pct. af lånene til at opføre enorme gyllebaserede biogasanlæg. Ingen ved sine fulde fem vil låne til den slags, for det giver dundrende underskud.

MOGENS DALL, formand for LandboSyd, udtalte til Jyske Vestkysten (16.6.), at det er »urealistisk at love befolkningen grøn energi fra biogasanlæg uden meromkostninger«. Chefkonsulent Bruno Sander Nielsen, Landbrugsraadet, skrev i Landbrugsavisen (24.7.): »Biogas i Danmark handler (…) ikke om anlæg, der i sig selv giver en indtjening«. Forstummet er fortidens besværgelser om ‘ Gylle til Guld’ og lignende fanfarer, som tidligere fik politikere fra flere partier til at hoppe på biogasvognen.

Kommunerne kommer altså helt sikkert til at hænge på milliardgælden for de insolvente biogasanlæg, og det rammer velfærden i landkommunerne. Nedskæringer på for eksempel skoler, plejehjem og miljøkontrol skal finansiere gyllekogerierne.

Samtidig bliver kommunerne inhabile i sager om udvidelser af husdyrbrug, for de bliver afhængige af gylleleverancer for at holde underskuddet nede på biogasanlægget. Det betyder, at forvaltningen med Eva Kjer Hansens og Troels Poulsens velsignelse korrumperes.

ER JEG den eneste, der kan se, at biogassen i virkeligheden gennemføres for at sænke det håbløst forgældede landbrugs udgifter til udspredningsareal og tørre udgiften af på de sagesløse, fattige landkommuner? Landbruget har på grund af sit enorme underskud udviklet sig til en gøgeunge.

Vi ville klare os meget bedre uden dette uvæsen.