Leder: Gade er glad

Landbrugets leder, der tidligere forsvarsminister, Søren Gade, lød ret tilfreds i radioavisen kl. syv morgenen efter at landbrugsministrene i EU var blevet enige om at fordele et bjerg af EURO til de urentable danske landmænd. Gade var glad for, at Gjerskov og hendes efterfølgere fortsat kan forkæle de konkurstruede danske mælkeproducenter, så de i årevis kan fremstille et produkt, ingen gider at betale for. I stedet bliver overskudsmælken tørret og dumpet i pulverform uden for EU med tilskud. Det går så i stedet ud over mælkebønder i den tredje verden, og det er Gade rigtig glad for.

Men Gade er også bekymret. Hvis danske landmænd mister deres privilegier i forhold til for eksempel østlandenes landmænd, frygter han, at landmændene ikke kan betale deres renter til bankerne, som så går konkurs. Danske landmænd har indtil nu fået langt over EU-gennemsnittet i støtte, og skal altså nu til at konkurrere på lige vilkår med bl.a. landmænd i østeuropa. Landmændene har allerede knækket ryggen på flere lokale pengeinstitutter, for eksempel Fionia Bank, Morsø Bank m.fl. Truslen om flere får det helt sikkert til at løbe koldt ned ad ryggen på finansministeren.

Han bruger nu sine søvnløse nætter til at udtænke statsstøtte til landmændene, så deres usunde økonomi ikke får hele samfundsøkonomien til at skælve. Det var også meningen med den bemærkning fra Gades side.

Søren Gade overraskede ved at være enig i, at produktionen skal foregå på en bæredygtig måde. Det må man tolke sådan, at Søren Gade vil opfordre sine medlemmer til helt at undlade at bruge giftsprøjten på områder, der er udpeget som drikkevandsressourcer.

Det ser vi frem til.