Pantsatte betalingsrettigheder er en bombe under bankerne

Billedet af korrupte landbrugsmyndigheder tegner sig stadig skarpere

For at få adgang til store lån har danske landmænd i en årrække pantsat deres såkaldte “betalingrettigheder”, som altså er retten til at modtage betalinger fra skatteyderne via EU kassen. Nu viser en afgørelse i Vestre Landsret, at pantet ikke er noget værd for bankerne, for pantet giver ikke adgang til at indfri gælden med de subsidier, landmanden modtager hvert eneste år. Betalingsrettighederne er at betragte som “immaterielt formuegode” og et sådant kan ikke umiddelbart omsættes til kontanter. Først skal der nemlig indsendes en ansøgning om tilskud, og disse er naturligvis omsættelige og kan derfor udgøre et solidt pant.

Pantsætningen af betalingsrettighederne er mærkelig nok i mange år gået uden om tingbogen, men det stopper nu, for Vestre Landsret pålægger bankerne at få pantet tinglyst med en såkaldt transport af støttebeløbet før de åbner lånekassen for den kapitalhungrende bondemand.

Alle de godt 85.000 pantsætninger, der nu findes i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens database, er altså værdiløse. Det fremgår af dette citat fra advokatfirmaet Hjulman og Kaptein, hvor man bl.a. skriver

I afgørelsen slår Vestre Landsret fast, at en betalingsrettighed er et immaterielt formueaktiv og ikke en simpel fordring.

Som en følge heraf er sikringsakten, ved pantsætning af betalingsrettigheder, tinglysning i personbogen efter Tinglysningslovens regler. Dette sker praktisk ved tinglysning af et ejerpantebrev med pant i betalingsrettighederne og betaling af en dertilhørende tingslysningsafgift. Sidstnævnte vil desværre medføre en fordyrelse for landmanden.

Den nu fastlagte (korrekte) fremgangsmåde er således ikke i overensstemmelse med den hidtidige anvendte fremgangsmåde og er desuden i strid med Landbrug- og Fiskeristyrelsens retningslinjer og anvisninger.

Hidtil foretog panthaver sin sikringsakt ved meddelelse til Styrelsen via en pantsætningserklæring og registrering i dennes register. Vestre Landsret har nu fastslået, at denne sikringsakt ikke er tilstrækkelig til sikring af pantet.

Konsekvenserne er skræmmende, for selvom LFST nægter at oplyse gældens størrelse er der ingen tvivl om, at bankerne nu står med udlån uden sikkerhed i milliardstørrelse.

Men værre er, at myndighederne har været direkte medvirkende til denne forvaltning, som meget hurtigt kan true nogle bankers overlevelse. Samtidig må man forudse, at Finanstilsynet skruer bissen på over for de banker, der har været flittigst til at dele millionerne ud til de forgældede landmænd.

I værste fald truer en kreditkrise bankvæsenet, og måske derfor er LFST så karrig med oplysninger, der kan belyse omfanget af de usikrede lån, som bankerne har ydet med pant i et “immaterielt formuegode”, altså betalingsrettighederne.

Men kvotesagen in mente så ikke bare lugter det af korruption.

Det river i næsen.