Leder: Svinebøndernes vådeste drøm

Landbrugets letfodede løbedreng og kampagnejournalist Lars Attrup jubler på Finans.dk over, at nethandelsselskabet Alibaba har givet tilsagn om, at købe alt, hvad Danish Crowns pølsefabrik i Kina kan producere. Produktionen baseres på dansk dybfrosset svinekød. Skal vi le eller græde?

Hvad der ligner svinebossen Jais Valeurs vådeste drøm og måske dygtigt gennemførte forhandlinger, kan være et tveægget sværd.

I følge Lars Attrup, der har gode forbindelser til Axelborg, vil en enkelt aftager købe hele  kinesiske produktionen på Danish Crowns pølsefabrik ved Shanghai. Umiddelbart er der grund til at lykønske  Axelborg.

Attrup fortæller bl.a:

Slagterikoncernen Danish Crown har netop underskrevet en milliardaftale med verdens største net-handelsselskab, kinesiske Alibaba.

Aftalen indebærer, at det Alibaba-ejede selskab Win-Chain de kommende fem år køber alle de varer, som Danish Crown producerer på koncernens nye forædlingsfabrik nær Shanghai. Fabrikken er ved at blive bygget og tages i drift i sommeren 2019.

Men Attrup oplyser som sædvanlig ikke, om der er en gevinst ved forretningen. Pølsefabrikken er endnu ikke færdigbygget og står alene i 400 mio. kr.  Attrup refererer blot:

Aftalen vurderes at generere en omsætning på minimum 2,3 mia. kr.

Vi husker Dan Jørgensen og Søren Gades jublende påstand om en anden aftale, der skulle være “250 millioner kroner værd”. Den gav ikke anledning til salg af så meget som en enkelt lille bitte cocktailpølse.

Eksportens miljøbelastning

Det kunne i øvrigt være interessant at vide, hvor meget gylle Danmark skal smøres ind i, hvor meget drikkevand, der skal nitratbelastes og hvor mange tons antibiotika eksporteventyret kaster af sig herhjemme.

Myten om, at landbrugets råvarer skaber arbejdspladser i forarbejdningsindustrien, kommer under pres, for det er kun de allermest påkrævede processer, som udføres i Danmark.

Politisk sårbarhed

Politisk får vi problemer med at kritisere kineserne for at subsidiere deres produktion for at opnå urimelige konkurrencefordele, for dansk landbrug lever udelukkende af tilskud. Skulle danske politikere blive lidt for kinakritiske, kan kineserne skabe store problemer for dansk landbrug ved at lægge told på svinekødet, hvilket nok skal holde tand for tunge hos de førende danske politikere.

Attrups kampagnejournalistik har tidligere vist sig at være lamperøg.

Så svineeventyret får os ikke til at sende blomster til Axelborg.

Ingen blomster til Axelborg eller Danish Crown i anledning af samarbejdet med Ali Baba.

 

 

Source: Danish Crown får kæmpe gennembrud i Kina: Alibaba køber det hele – Finans dk.