I årene fra 1993 til 2005 kom unge under 18 ud for 388 arbejdsulykker i landbruget, og dermed topper erhvervet ulykkeslisten.
Kilde/link
I årene fra 1993 til 2005 kom unge under 18 ud for 388 arbejdsulykker i landbruget, og dermed topper erhvervet ulykkeslisten.
Kilde/link
LandbrugsAvisen 23.05.2008
Den billigste løsning på lugtproblemet er at placere stalden langt væk fra naboerne
Dansk Svineproduktion har arbejdet meget med at teste udstyr og metoder, der kan reducere udledning af ammoniak og lugt fra stalden.
– Men når det gælder lugt, så er den bedste og billigste metode at placere stalden langt væk fra naboer. Med hensyn til ammoniak er vi meget længere fremme med brugbare løsninger, fastslår projektchef Merete Lyngbye, Dansk Svineproduktion.
Bor der en nabo tæt på ens ejendom, det vil sige inden for 150 – 200 meter, kan en central udsugningskanal og en høj skorsten væk fra naboen muligvis være en løsning. I industrien er skorstene ofte en løsning, men det er vanskeligere i relation til stalde, da ventilationsmængderne ofte er meget større, siger Merete Lyngbye.
– Af udstyr, der kan rense luften for lugt, har vi testet meget der ikke virker. Syrescrubbere, der er effektive over for ammoniak, har i Danmark ikke vist nogen lugtreducerende effekt, påpeger hun.
Bedre resultater på lugt er der, når luften sendes gennem et biologisk filter.
Kilde/link
Denne besvarelse viser klart, at miljøministeriet ikke interesserer sig meget for at forhindre eller forebygge gylleudslip. Dog skal det tilføjes, at ny lovgivning giver mulighed for at få tilskud til lovpligtig sikring af gylletanke over landdistriksmidlerne… se her
J.nr. MST-106-00087
Den 13. maj 2008
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 344 (alm. del), stillet af Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 344
”Kan ministeren give en oversigt over udviklingen i bøder og andre former for sanktioner, der i de seneste år er givet for ulovlig udledning af gylle fra gylletanke?”
Svar
Miljøministeriet har ikke fyldestgørende oplysninger om bøder og andre former for sanktioner, der i de seneste år er givet for ulovlig udledning af gylle fra gylletanke.
I 2005 blev anvendelsen af sanktioner m.v. i straffesager på natur-, miljøog planområdet undersøgt. Blandt de undersøgte straffesager var bl.a. sager vedrørende ulovlig indretning af gyllebeholdere og ulovlig udbringning af gylle. Det blev bl.a. konkluderet, at bøderne generelt lå på et lavt niveau og i nogle tilfælde var helt uden præventiv værdi. Som følge heraf indgår der i husdyrloven en generel skærpelse af det almindelige bødeniveau, således at overtrædelse af loven kan medføre bøder, som står mål med den økonomiske fordel, der er opnået ved lovovertrædelsen.
Endvidere er Miljøbeskyttelsesloven ændret med henblik på en skærpelse af bødeniveauet i de mindre alvorlige sager om overtrædelse af loven eller regler udstedt i medfør heraf. Med lovændringen blev der i bemærkningerne til lovforslaget foreslået et vejledende bødeniveau for overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven.
Samtidig er det forudsat, at den administrative praksis ensrettes således, at bødeniveauet er ensartet i sammenlignelige sager.
Kilde/link
Det økologiske råd udfører et forbilledligt arbejde med hensyn til dokumentation af landbrugets miljøbelastning og skriver højt kvalificerede klager over godkendelser af nye husdyrbrug og udvidelser af andre. Bl.a. skriver man følgende, der jo skal ses i sammenhæng med landbrugets (manglende) frivillige medvirken til pesticidplanen.
Det Økologiske Råd ønsker med hjemmesiden pesticidpolitik.dk at skabe debat om EU’s pesticidpolitik og om Danmarks muligheder for at påvirke den. Pesticidforbruget i EU er meget højt sammenlignet med resten af verden og også væsentligt højere end i USA. I Vesteuropa anvendes ca. 25% af verdens forbrug af pesticider, selv om dets landbrugsareal kun udgør ca. 4% af verdens landbrugsareal. Danske undersøgelser og erfaringer har vist, at forbruget kan halveres uden væsentlige omkostninger.
Hjemmesiden for landbrug er her
Derudover er hjemmesiden naturbeskyttelse.dk et rigtig nyttigt bekendtskab.
Af Kjeld Hansen
Forarmelsen af de danskes landskab er nu så vidt fremskreden, at flere kommuner må betragtes som ‘renset’ for natur
Landet over er der i de seneste uger nedpløjet agerhønereder, ihjelharvet vibeunger og fladtromlet harekillinger i hobetal. Fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at frigive 190.000 hektar gamle brakmarker til intensiv korndyrkning har forårsaget en voldsom massakre på det dyreliv, som i mange år havde sit fattige fristed på de marginale jorder.
Og ikke kun brakmarkerne, men også hundredevis af naturfredede småbiotoper er gået med i købet. Entreprenante jordejere har grebet chancen for at tilegne sig nogle få hektar ekstra agerjord. Fra alle egne af landet indløber der rapporter om oppløjninger af kær, hederester, småmoser, vandhuller, overdrev og andre såkaldte §3-arealer. Det er levesteder, der formelt er underkastet naturbeskyttelsesloven.
Langt hovedparten af landskabets små oaser er blevet ‘ordnet’ i stilhed af brutale jordejere, mens lokale beboere har måttet se magtesløse til. Et par af de mere spektakulære ødelæggelser, som f.eks. oppløjningen af orkideengen i Gudenådalen, opfyldningen af den smukke Sødalen ved Tjele samt totaldestruktionen af Fyrkat-dalen nord for Nørre Onsild, har været omtalt i medierne. Man kan se billeddokumentation af dette hærværk på hjemmesiden naturbeskyttelse.dk.
Værste massakre
Kommunerne har i vidt omfang lukket øjnene, og de syv statslige miljøcentre så blot set til, mens jordejerne gennemførte årtiers værste massakre på de sidste rester af småbiotoper i landskabet. Denne kolossale forarmning er i sidste ende den enkelte ejers valg og ansvar. Glemmes bør det dog ikke, at det var fødevareminister Eva Kjer Hansen, der slap vandalerne løs.
Og naturens minister, Troels Lund Poulsen, svigtede fuldstændigt. Som en dikkende lammehale lagde han låg på hele sit ministerielle apparat og gav Kjer Hansen frit spil.
Forarmelsen af de danskes landskab er nu så vidt fremskreden, at flere kommuner må betragtes som ‘renset’ for natur. Før forårets store brakmassakre rummede trefjerdedele (77) af landets 98 kommuner mindre end 10 pct. natur, og hele 25 kommuner havde mindre end fem pct. af deres samlede areal udlagt som natur. Efter halvanden måneds hektisk hærværk med plov, harve og giftsprøjte står det endnu ringere til.
Naturmisbrugere
Udover det tabte dyre- og planteliv på et areal, der svarer til Lolland, så leverer den tankeløse opdyrkningsfeber også et grundskud mod vandmiljøplaner, vandrammedirektiv, naturplaner osv. Sammenrotningen mellem miljøminister og fødevareminister kan kun ses som en hån mod klimaministerkollega Connie Hedegaard, der bakser med den vældige opgave at nedbringe danskernes negative klimapåvirkninger. Syv procent mere jord under plov betyder jo også en tilsvarende stigning i CO2-udslip, i kvælstof- og fosforforurening samt et galoperende pesticidforbrug. Connie Hedegaards anstrengelser er gjort grundigt til grin.
De fattige i den tredje verden misbruges som alibi for denne brutale massakre på resterne af dansk natur. Ingen fattige dog får glæde af den smule ekstra korn, der nu kan høstes, hvor viber, agerhøns og harer havde et fristed. Det korn ender i vommen på de 25 mio. danske svin – kun til glæde for overvægtige tyskere, englændere, japanere og kinesere.
Dansk landbrug har længe været det mest ekstreme i verden. De danske jordejere må snart være kandidater til betegnelsen som verdens mest brutale naturmisbrugere.
En undersøgelse fra Nordjylland har for nylig vist, at der på 100 år er ødelagt 50 kulturminder bl.a. de ca 3.000 år gamle gravhøje. Politikerne overvejer nu om disse overgreb på Danmarks kulturarv skal straffes hårdere. Det er især landbrug og byggefolk, der står for ødelæggelserne.
Kilde/link
Siden 2003 har danske svinebønder sat 419 kr. til per gris. Kun i 2006 var der overskud på 42 kr. Det gennesnitlige tab pr. gris er 63 kroner. Branchen som sådan tabte 9 mia i periodem. Kun i 2006 havde den overskud på 1.1 mia.
Kilde: jp som trækker på Danske svineproducenter
Kære Knud Haugmark.
Jeg skal herved bekræfte, at Direktoratet for FødevareErhverv har modtaget din henvendelse om aktindsigt i diverse data om danske landbrugsarealer samt støtte til disse arealer, jf. din e-mail af 24. oktober 2007, 28. november 2007, 17. december 2007, 13. januar 2008, 30. januar 2008 samt den 28. april 2008.
Du vil løbende blive orienteret om, hvorpå sagens behandling beror.
Med venlig hilsen
Medarbejder xx
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Direktoratet for FødevareErhverv
Juridisk enhed
Nyropsgade 30, DK-1780 København V
Det ville være nok så relevant at vide hvornår sagen afgøres…
red.
Kilde/link
43 ud af 153 medlemmer af den grundlovgivende forsamling 1848 var enten præster, provster, kappelaner, biskopper eller cand. theoler. Her er ikke medregnet medlemmer i Københavns Amt.
Kilde/link
Af Kjeld Hansen
Bragt i Kristeligt Dagblad, 15. maj 2008
Stop enhver form for udlevering af human antibiotika til svineindustrien. Så livsvigtig er billig flæskesteg ikke
PÅ SAMME SKAMFULDE måde som den tidligere sundhedsminister Britta Schall Holberg (V) for altid vil være tæt knyttet til bløderskandalen fra 1980’erne, løber den nuværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), en hastigt voksende risiko for at få sit navn knyttet lige så uløseligt sammen med den stafylokok-skandale, der er under hastig opsejling herhjemme.
Schall Holberg-skandalen opstod, fordi bløderpatienter modtog hiv-inficeret blod i det danske sundhedssystem. Trods den kendte risiko havde ministeren ikke taget de nødvendige forholdsregler. 91 bløderpatienter blev smittet med hiv fra urent blod, og i dag er kun en håndfuld af dem i live.
For Jakob Axel Nielsen vil skammen blive langt større, hvis han svigter sit ministeransvar. Det vil den blive, fordi en samlet lægeverden i flere år – højlydt, tydeligt og indtrængende – har advaret mod den voksende sundhedstrussel fra resistente bakterier.
De resistente MRSA-stafylokokker har en helt anderledes stor udbredelse i befolkningen end hiv-virus. Selv noble mennesker som for eksempel Landbrugsraadets præsident, direktøren for Danske Slagterier og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kan være smittebærere.
Hidtil har man ment, at MRSA-stafylokokker kun trivedes hos mennesker, men ganske skræmmende har det vist sig, at den udbredte anvendelse af antibiotika til husdyr har fået MRSA til at brede sig eksplosivt. Alarmerende tal fra Holland afslører en menneske-dyr-smittesammenhæng med et frastødende perspektiv: Mere end hver femte hollandske patient med MRSA-bakterier i blodet har fået dem fra husdyr. Og smitten stammer især fra svin. I Holland florerer bakterierne i 80 procent af alle undersøgte svinefabrikker, hvor fire ud af hver ti undersøgte svin bærer de resistente stafylokokker.
VI VED IKKE, om MRSA er lige så udbredt i de danske svinebesætninger, da Fødevareministeriet og Sundhedsstyrelsen hidtil har vendt det blinde øje til denne uhellige svin-menneske- smitterisiko. Imidlertid ved vi, at MRSA findes i danske svin, og vi har også set de første syge MRSA-patienter herhjemme. MRSA kan være årsag til alvorlige sygdomme som bylder, betændelser i operationssår og dødelig blodforgiftning, fordi traditionel antibiotika er virkningsløs over for de resistente bakterier.
De danske læger advarer om, at et enormt sundhedsproblem er under hastig udvikling. I løbet af få år vil vi stå med millioner af inficerede svin, der kommer til at udgøre et dødbringende problem for hele befolkningen. Det skyldes, at de mennesker, der har kontakt med svin, fremover også må betragtes som smittebærere.
Svinet smitter landmanden, der smitter sin kone og børn, hvorefter børnene smitter deres kammerater i skole, sportsklub og fritidshjem. Chaufføren, der henter svinene, og slagteriarbejderen, der afliver dem, bringer også smitten med hjem til deres familier, ja – selv en fødevareminister på charmetur i en svinebesætning kan blive inficeret og smitte resten af regeringen!
STIK IMOD AL SUND fornuft får forbruget af antibiotika til husdyr lov til at stige, især til svin. Den ansvarsløse anvendelse er ikke blevet mindre, efter at Fødevareministeriet sidste år liberaliserede adgangen til veterinærmedicin. I løbet af de første ti måneder af 2007 voksede det samlede lovlige forbrug af antibiotika i svinestaldene med 10,5 procent. Alene te-tracyklin-forbruget eksploderede med hele 21 procent.
Ansvaret for at stoppe hele denne skræmmende udvikling ligger på sundhedsminister Jakob Axel Nielsens skuldre. Det er ham, der må mande sig op til at fjerne al livsvigtig human antibiotika fra svineproducenternes hylder. Eller også bør han gå af.
Set fra befolkningens synspunkt er der kun én løsning på denne frastødende sammenblanding af menneskers og dyrs sundhed: Stop enhver form for udlevering af human antibiotika til svineindustrien. Så livsvigtig er billig flæskesteg ikke.
Kjeld Hansen
journalist og forfatter
Druebjerggård
Tåstrupvej 31, Klippinge
Kilde/link