Miljøforvaltningerne i kommunerne skal modstå landmændenes pres om at regulere vandløbene mere end det er lovligt

Af Bent Lauge Madsen Mag. scient. – og en af arkitekterne bag vandløbsloven fra 1983

Landmændene klager over våde marker som aldrig før.

Vandløbene kan ikke føre vandet væk hurtigt nok, og årsagen er efter landmændenes mening, at kommunens åmand ikke skærer grøde nok væk: Grøde, som åens planter kaldes, bremser vandet, så vandspejlet stiger.

Klagerne har nu taget et omfang, så Miljøministeren et par dage før den 1. april har sendt et hyrdebrev ud til kommunerne, som jo har ansvaret for at vedligeholde vandløbene, med ordene: ‘Jeg finder anledning til at pointere, at det er vigtigt, at kommunerne som vandløbsmyndighed sikrer, at vandløbsvedligeholdelsen er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i regulativerne.’

Regulativet er et retsdokument, der bl.a. beskriver vandløbets lovlige dimensioner og omfanget af vedligeholdelsen, f.eks. grødeskæringen. Ministeren fortæller også, at det jo regner meget, men kommer ikke nærmere ind på, hvad det har med kommunernes forpligtelser at gøre.

Borgmesteren og ingeniøren

Brevet er stilet til borgmesteren, som nok har vendt det med en undrende ingeniør fra Teknik og Miljø. Enhver åmand ved jo godt, at hvis ikke kravene om vedligeholdelse, f.eks. grødeskæring, i regulativet er opfyldt, så kan det koste dyrt i erstatning.

Det er korrekt, at der er mange våde marker ved vandløbene, og at det somme tider har noget med regn og grøde at gøre. Men det er kommunerne ganske uvedkommende, hvis de har overholdt reglerne: Kommunens åmænd skal skære grøde i det omfang som er beskrevet, og ikke et strå mere.

Det er udtrykt helt klart i kommentarerne til den gamle vandløbslov, og det er uændret i den ‘nye’ fra 1983: ‘Vedligeholdelsen skal svare til sit navn og altså ikke gå videre end anført.’

Det er forbudt at skære mere grøde end det er aftalt i regulativerne, ligesom det også er forbudt at grave vandløbet bredere og dybere.

Det er ikke kommunens problem

Det er forståelig om de vandlidende landmænd ser synderen i de planter, som åmændene lader stå i vandløbet. Åmændene skærer måske kun grøde i en ‘strømrende’ omkring midten af vandløbene. Det er, ud over at være lovligt, også hensigtsmæssigt. Strømrenden leder vandet godt, også selv om der står vandranunkler i den. Den giver vandløbet strømkræfter til at skylle mudder videre, så det ikke ophober sig, og den beskytter bredderne. Og nok så væsentligt: Den skaber natur og miljø, f.eks. gode skjulesteder for ørrederne, og den bidrager til geniltning. Vi fik netop den nye vandløbslov for 25 år siden for at tilgodese miljøet i vandløbene på linje med vandets afledning.

Alligevel er en for overdreven vedligeholdelse endnu den væsentlige grund til ca. halvdelen af vore vandløb endnu ikke har ordentlige miljøforhold. Det er ikke nok at rense spildevandet. Netop en reduceret vedligeholdelse er den billigste og mest virksomme vej til at opfylde Vandrammedirektivets krav i vandløbene.

Det siger miljøministeren i sin ‘VRD-virkemiddelrapport’ fra sidste år.

Det er ikke viden, vi mangler! På ministeriets hjemmeside (www.blst.dk), kan man finde fremragende, faglige beskrivelser, både om grødeskæring, regulativer og ikke mindst om de væsentlige årsager til, at markerne er våde: Våde marker ved vandløbene er som regel en selvskabt plage, som landmændene gerne vil tørre af på de i forvejen økonomisk hårdt pressede kommunekasser.

Den mest almindelige årsag til de våde marker er, at deres afvandingsevne er brugt op. De har sat sig. Det er tilfældet i ådalenes tørveenge, der er drænet ud til uddybede vandløb. Når der kommer ilt ned i engen, forbrænder bakterierne jorden. Overfladen synker og nærmer sig vandspejlet i åen. Men det ser unægtelig ud, som om åens vandspejl er steget.

Det er ikke kommunens problem, men det hjælper at have orden i koterne. Sætningen er helt forudsigelig: Ligesom med borgmesterens bil, så har de drænede enge en begrænset levetid.

En anden årsag til de våde marker er, at vandløbet er fyldt med båndblade (pindsvineknop), der dels vokser meget stærkt op efter de er skåret, næsten i hælene på åmanden, dels har en ganske særlig evne til at bremse vandet.

‘Rigtige’ vandløbsplanter som f.eks. vandranunkel yder faktisk ringe modstand. Båndbladene er ukrudt, der frem­mes netop, når man skærer grøde, mens de ‘rigtige’ planter udryddes. Græsplænens mælkebøtter om igen.

Oversvømmede landmænd skyder også skylden på byernes spildevand og vejvand. Det er nok en myte, skal man tro ministerens egne rapporter, og i øvrigt har kommunerne jo for længst forstået at bygge forsinkelsesbassiner. Så var der nok mere grund til, at landmændene så på deres egne dræn. De er jo netop lavet for at få vandet ud i vandløbene i en fart.

Endelig er der klagen, at det regner mere end før. Den hører vel mere hjemme i Kirkeministeriet end i kommunen?

Men man kunne jo foreslå landmændene at tegne en forsikring.

Følg regulativet

Jeg mener, at kommunerne kan kvittere for hyrdebrevet ved at sige tak til ministeren for opfordringen til at følge regulativet.

Brug det som en anledning til ikke at gå videre med vedligeholdelsen end den lovlige. Der er vel så rigelig brug for pengene, der spares. Og ved at spare de penge er man faktisk på vej mod et bedre vandmiljø.

Det har aldrig været meningen, at kommunen skal garantere mod oversvømmelser af markerne.