Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked: vi dropper Skare Meat

“Dansk Supermarked gennemfører d.d. på baggrund af svar fra Fødevarestyrelsen en tilbagetrækning af et parti hakket oksekød solgt i Netto i juni 2014. På trods af, at leverandøren af det hakkede oksekød, Skare Meat Packers, og Fødevarestyrelsen i over to måneder har vidst, at Dansk Supermarked i lighed med andre kæder angiveligt har solgt salmonellainficeret kød tilbage i juni, har hverken Skare Meat Packers eller fødevaremyndighederne oplyst Dansk Supermarked herom før d.d.,” hedder i meddelelsen med denne tilføjelse:

“Som følge heraf suspenderer Dansk Supermarked med øjeblikkelig virkning al samhandel med Skare Meat Packers, mens sagen undersøges nærmere. Medmindre Skare Meat Packers over for Fødevarestyrelsen kan dokumentere, at styrelsen fejlagtigt har sporet en del af kødet til Dansk Supermarked, afslutter Dansk Supermarked endegyldigt sin samhandel med Skare Meat Packers.”