Efter en del korrespondance har undertegnede accepteret et forlig med Politiken i kagekrigen, hvor Politiken pga. grov uagtsomhed bragte et billede uden samtykke fra fotografen og ydeligere brugte det det i en anden sammenhæng. Forliget lyder:
Kære Knud,
Jeg er indstillet på, at vi pr. kulance indgår et forlig baseret på følgende punkter:
Vi bringer nedstående tekst ledsagende dit foto på Bagsiden en søndag:
Vi indbetaler 15.000 kr. på din konto.
Du frafalder sagen.
Vi beklager
Dette fotografi af en Inger Støjberg-kage bragte vi her på Bagsiden søndag 27.12. Kagen var ikke bagt og fotograferet af Holger Øster Mortensen, som det fremgik. Kagens ophavsmand var Knud Haugmark.
Det er menneskeligt at fejle, og vi ikke begået én men to fejl i vores omgang med denne kage.
Det var en fejl overhovedet at bringe et fotografi, vi ikke har ophavsretten til. Det var også en fejl, at vi lod fotografiet ledsage af en tekst, om at kagen var lige til at spise, »når man skal have Instrukskommissionens flere tusinde sider lange beretning og talrige bilag til at glide ned«. Denne ledsagende tekst var nemlig misvisende i forhold til bagerens og fotografens intention.
Kagen var ifølge Knud Haugmark bagt og dekoreret som et støttestatement til Inger Støjberg i en meget turbulent tid. Denne hermed givet med forsinkelse til Inger Støjberg og med beklagelse til Knud Haugmark.
Det ikke alene beklager vi, det har vi ikke også taget konsekvensen af ved at indgå et forlig med Knud Haugmark, der havde stævnet Politiken for uretmæssig brug af fotografiet. Og ja, vi har fået Knud Haugmarks velsignelse til at bringe hans fotografi som dokumentation for vores fejl.
Når du bekræfter, at du har trukket sagen, indbetaler vi pengene og rettelsen vil blive bragt.
Som det fremgår af tagget “Kagekrigen” ligger denne sides redaktør i retsstrid med Politikens chefredaktør Christian Jensen. For at fremme sagen har vi formuleret en berigtigelse, som Politiken kunne bringe på sin søndagsbagside for at få sagen bilagt. Vi indvier hermed læserne i den sprogligt sprudlende tekst og håber og beder til, at de kommer til fornuft der inde på Rådhuspladsen
Den såkaldte proportionskage med bagatelliseringstopping er bagt og publiceret som en støtteerklæring for Inger Støjberg. Dette fremgik dog ikke af Politikens artikel. Vi beklager.
At mennesket er fejlbarligt har vi her på Politiken måttet sande på den mest smertefulde måde. Men med en retssag forude og vores gentagne forsømmelser i bakspejlet skal vi på dette sted i bladet, hvor vi den syvogtyvende forgangne december gjorde os skyldige i en flerfoldig brøde, bede om to undskyldninger.
Den største beder vi om fra Inger Støjberg. Vi bragte et billede af en kage, bagt og dekoreret som et støttestatement til hende i en meget turbulent tid, og skrev en fladpandet tekst, som på ingen måde ligger på linje med billedets – og kagens – formål.
Vi erkender, at dette var både sårende og et klart brud på gode manerer og ditto presseskik.
Den anden undskyldning beder vi om hos kagens og billedets ophavsmand, hvem vi hverken krediterede eller honorerede på rimelig måde. Vi tilbød i første omgang 500 kr. og henviste Knud Haugmark, som leverede billedet, til at hente et eventuelt restbeløb ude i byen. Da dette ikke blev imødekommet forsøgte vi at lukke sagen ved at tilbyde kr. 3.000, som ligger under den gængse tarif. Undertegnede har som chefredaktør efterfølgende telefonisk hævet dette tilbud til kr. 5.000.
Men vi måtte strække os lidt mere før vi fandt et forlig og kunne undgå et ydmygende nederlag i retten.
Vi lægger os fladt ned, beder så ydmygt om undskyldning og lover både bod og bedring og at vi aldrig vil begå den slags misgerninger igen.
Først sendte Christian Madsen sin sekretær i byen med en plovmand og et spark i røven til denne sides redaktør. Det måtte være nok til en skide pensionist og kværulant, som understod sig i at forlange honorering for et billede af en kage, som Politiken havde bragt uden at spørge først. Redaktøren mente at andre skulle betale de ca. 3.500 kroner, som er normal betaling for et billede, og dem måtte denne sides redaktør så selv hente ude i byen.
Den gik ikke, måtte Christian Jensen sande, og mens han tænksom spejdede ud over Rådhuspladsen fra sit fine hjørnekontor, fik han den ide, at den irriterende kagefotograf ude i Ballerup skulle tilbydes 3.000 kroner. Mange penge for en pensionist, syntes den højtlønnede chefredaktør at tænke.
Men mindre end retten ville tilkende ophavsmanden til kagen og billedet, som fyldte godt på bagsiden af søndagsudgaven af “Organet for den højeste oplysning” den 27. december 2020. Ledsaget af en fladpandet og nedladende tekst, som en redaktør med både søvnmangel og svære tømmermænd synes at have formuleret.
Den gik heller ikke, måtte den meget selvsikre og vigtige redaktør sande, og nu ringede han selv til undertegnede. Han snakkede sweettalk, smiskede og sleskede med et nyt tilbud på hele 5.000 kroner, men ville stadig ikke berigtige den ulovlige anvendelse af billedet. Vi hjalp med en veloplagt tekst og satte trumf på med en stævning ved Københavns Byret, og så kom tilståelsen, formuleret af læsernes redaktør på opdrag fra chefredaktøren himself. Loyalitetskonflikter kendes ikke der inde på Rådhuspladsen:
Politiken forpligter sig til følgende to ting:
På side 2 i avisen at bringe følgende beklagelse:
Inger Støjberg-kagen, som vi viste på Bagsiden søndag 27.12., var ikke bagt og fotograferet af Holger Øster Mortensen, som der stod. Som det fremgik af denne spalte lørdag 16.1., var det Knud Haugmark, der havde kreeret kagen og taget billedet. Ifølge omtalen på Bagsiden var kagen lige til at spise, »når man skal have Instrukskommissionens flere tusinde sider lange beretning og talrige bilag til at glide ned«. Vi foreslog desuden, at den kunne spises »for at fejre overholdelse af paragraf 5 i ministeransvarlighedsloven: »En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed««. Knud Haugmark oplyser imidlertid, at han bagte kagen som en støtteerklæring til Inger Støjberg. Redaktionen beklager, at det ikke fremgik af omtalen på Bagsiden, og jeg beklager, at det heller ikke fremgik af den efterfølgende rettelse, at der var tale om en sympatitilkendegivelse i form af en »proportionskage med bagatelliseringstopping«.
Politiken betaler Knud Haugmark 10.000 kr. for uretmæssigt at have bragt fotografiet
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Vh Christian Jensen
Der står sagen. Christian Jensen har endelig indset, at han står med ryggen imod muren. Og forsøger at købe sig fri af galgen med penge fra Politikens Hus. For selv om chefredaktøren ikke selv har håndteret det ulovligt publicerede billede, har han trukket i trådene, når det gjaldt den nedladende og skamløst utilstrækkelige honorering af fotografen/bageren.
Nu må vi se, om forliget kommer på plads. Vi havde nok foretrukket vores egen tekst. På bagsiden af søndagsudgaven.
Her på redaktionen har vi travlt med at håndtere andre henvendelser i sagen, bage flere kager og vil så vidt muligt træffe en afgørelse inden for de nærmeste dage.
SIDSTE: Politiken har accepteret forlig. Politiken betaler 15.000 kroner, bringer en nyskrevet berigtigelse på bagsiden af søndagsudgaven imod at undertegnede hæver sagen.
I dagens anledning har denne sides redaktør følt sig kaldet til at oprette en ny kategori, nemlig Breaking News, som det så smukt hedder på nydansk.
For det er da noget af en nyhed, at økobossen Sybylle Kyed på Økologisk Landsforenings hjemmeside i en længere artikel lægger sig fladt ned og indrømmer, at økologi, som vi hele tiden har fastholdt, er fup. Indrømmet, hun bruger nogle lidt andre ord, for hun vrider sig i den pinlige situation, der naturligvis opstår ved, at maskerne falder, og alle kan se, at de milliarder af skattekroner, som økologerne har suget til sig både i Danmark og i resten af EU, ikke har gavnet en fløjtende fis.
Der er i hvert fald ikke andet belæg end mavefornemmelse og økofanatisme. Egentlig empiri leder man forgæves efter.
Lad os se på et par uddrag af Sybylle Kyeds bekendelsesskrift i ’Fagmediet Økologisk’
Økologi er en vigtig del af løsningen på et bæredygtigt fødevaresystem, men det må ikke underkendes, hvor stor en hæmsko det er, at den skal vokse sig ud af nogle rammer, der er skabt af og til det konventionelle landbrug.
Det er med andre ord de andres skyld. Økologerne kan simpelthen ikke trives i de miljø, som det frygtelige konventionelle landbrug har skabt. Jamen, så må økologerne jo flytte hen på en anden planet, hvis ikke deres luftkasteller lader sig realisere her på kloden.
Ynkelig bortforklaring
Det er dobbeltmoral i lange baner, når man på ene side klager over, at man lever under de konventionelles bønders rammer og samtidig udnytter disse rammer til det yderste. Økologerne lugter penge bedre end nogen blodhund. Ikke bare den generelle landbrugsstøtte stopper de i deres store lommer, men også omlægningsstøtte, 100-500 % højere priser, alle mulige tilskud fra landdistriktsmidlerne, som almindelige landmænd ikke kan få fat i, og endda støtte fra Den økologiske Jordbrugsfold, hvor formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster, fra sin bestyrelsespost i fonden sørger for at forgylde sine venner med tocifrede millionbeløb hvert år.
Vi har her afsløret, at skatteyderne i årevis har betalt den ene milliard efter den anden for omlægning til økologi, mens økologerne lagde lige så store områder tilbage. Skatteyderne betalte altså for, at de økologiske arealer flyttede rundt i landet, uden at der af den grund kom større økologiske arealer eller nogen formodet miljøgevinst.
Summeret areal under omlægning ses ikke afspejlet som vækst i det samlede fuldt omlagte økologiske areal. Kilde: Danmarks Statistik tabel OEKO11. Summereringen er egne beregninger
Vi har med data fra DST vist, at der i perioden 2012-17 blev udbetalt omlægningsstøtte for et areal, svarende til 50% af det fuldt omlagte økologiske areal. Men stigningen udeblev. Det kostede skatteyderne lidt over halvanden milliard. Per Kølster er helt klar over dette fidusnummer, jeg har nemlig fortalt ham om det. Han reagerede ved at rejse sig op og gå med lange beslutsomme skridt. Den dårlige samvittighed osede ud af ham.
Sagen er, at økologerne har fået ekstraordinært gunstige forhold, men selv efter tredive år, har de ikke præsteret et eneste måleligt resultat. Og det kan ikke bortforklares ved at give “rammerne” skylden.
Sybylle fortsætter:
Der er så meget i fødevaresystemet, som økologerne gerne vil lave om på: Det står meget klart, når man læser foreningens vision for fremtidens landbrug og læser om de mærkesager, som foreningen arbejder på.
Visionen kan forkortes til tre ord: send flere penge. Derudover plejer økologerne fire “principper”, noget højtragende ævl, som læseren kan konstatere ved selvsyn. De minder mest alt om en vidtløftig trosbekendelse, og blandt tilhængere af økologi er der givetvis en del med religiøs tilgang, sådan at forstå, at man uden videre ser “Økologien” som noget sandt, smukt, rigtigt og ophøjet. Hvis virkeligheden kommer i vejen, så har den et problem.
De økologiske mærkesager
Men lad os se på mærkesagerne, som økologerne har kalkeret fra FNs verdensmål, nemlig:
ad mål 6: Økologi ødelægger grundvandsressourcen med næringsstoffer og tungmetaller og bruger enorme mængder
Man kan ikke rigtig mærke det rene drikkevand ude hos forbrugerne…
Det rene vand er økologerne storforbrugere af både til markvanding og til brug i stalden. En økologisk ko konsumerer ca. 160 liter i døgnet. Landmændene har almindeligvis deres egen boring, hvor de helt gratis suger enorme mængder grundvand op. Så meget at det mange steder har medført, at de øvre grundvandsdepoter er tømt, så man skal bore ned til det flere hundrede år gamle grundvand for at forsyne mennesker og dyr. Det svinger vist ikke helt med at “der skal sikres bæredygtig indvinding af og forsyning med ferskvand for at imødegå vandknaphed (6.4)”. Økologerne sviner med enorme mængder gylle over vandindvindingsområderne, så der siver nitrat ned i grundvandet og tungmetaller som zink og kobber ophobes på markerne. Det svinger altså dårligt med de fine ord om at “vandkvaliteten (skal) forbedres ved at reducere forurening, afskaffe affaldsdumping og minimere udslip af farlige kemikalier (6.3)”. Vi nøjes her med disse to eksempler, for ellers bliver vi aldrig færdige.
ad mål 12: Økologi producerer til containeren.
Madspild er et kæmpe problem ikke mindst i EU, som har en betydelig overproduktion af fødevarer. Og hvordan forholder de fromme økologer sig så til madspild? De dumper deres tørmælk i Indonesien for eksempel, for danskerne gider ikke drikke deres usunde og bakterieinficerede økomælk. Det svinger vist ikke så godt med FNs fine ord: Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres (12.3). Den økologiske produktion i Danmark er næsten kun animalsk, hvilket også er enormt ressourcekrævende i forhold til udbyttet. Et kilo oksekød kræver 43 kilo foder. Eller sagt med andre ord, i praksis holder man liv i langt flere dyr end mennesker med den økologiske produktion. Det kan næppe kaldes at “sikre bæredygtigt forbrug”
ad mål 13: Økologi er mere klimabelastende end konventionelt landbrug
Økologerne vil helst opgøre deres klimaaftryk pr. hektar. Mere relevant er det dog, at se på belastningen pr. kilo produkt. Her er økologerne enten lige så slemme eller værre. Det skyldes bl.a. at deres ukrudtsbekæmpelse sker med harve efter en traktor. Samtidig bidrager de mange økologiske svin og køer med ammoniak, metan, CO2 og lattergas, der alle er kraftige klimagasser. Så økologi kan på ingen måde redde vores planet fra klimakatastrofen.
Og sådan kunne man blive ved. Efter over tredive år med økologisk landbrug er det klart for selv den blinde, at økologi er en kæmpe fiasko. Og en dyr en af slagsen. Sybylle skriver det med lidt andre ord:
Går man økologien efter, må vi dog desværre indrømme, at der er et stykke vej til, at økologi, som den ser ud i dag, er i mål.
På almindeligt dansk står der, at økologien er et drømmeværk, som ikke lader sig realisere.
Der er dog forskelle på økologi og konventionelt landbrug, påpeger Sybylle, og nævner et par ligegyldigheder, en løgnehistorie og et manipulerende udvalg af fakta.
Dyrene kommer ud, har meget mere plads, får grovfoder, har blødt lejeareal, siddepinde og skrabearealer, hvis man er en høne;
Økologisk so med ring i trynen
Her holder Sybylle sig til forskellige tiltag inden for dyrevelfærd, som kom ind under den økologiske hat på et tidspunkt, hvor dette emne blev trendy blandt kunderne. Det betyder dog ikke at livet er en dans på roser for økologiske dyr. Søerne får ring i trynen, så de forhindres i at udføre deres naturlige rodeadfærd, kalve afhornes med glødende jern, der brænder huden væk helt ind til kraniet og høns stuves sammen i flokke på mange tusind dyr, hvilket forhindrer almindelig flokadfærd m.m. Smågrisene dør som fluer, mast ihjel under deres somor, og skal i øvrigt behandles med antibiotika præcis som andre smågrise, fordi de fravænnes alt, alt for tidligt. Deres mor skal nemlig insemineres hurtigst muligt, så hun kan producere endnu flere smågrise, der kan dø ude på marken eller i de trange hytter. Om det er bedre for dyrene at gå ude, ved ingen. Men man har altså besluttet, at det er en del af den økologiske markedsføring. I øvrigt er der ingen krav om at køer skal på sommergræs, som mange tror. Det bestemmer landmanden suverænt.
Andre dyr får også grovfoder og i nogle staldsystemer er der masser af blødt lejeareal.
Økologien oversælger en historie om at dyrene har det godt. Sandheden er, at økologerne har masser af problemer med dyrevelfærden.
Meget manipulerende skriver Sybylle:
pesticider er helt forbudt til at bekæmpe ukrudt;
Men økologerne tier fromt med, at pesticiderne gerne må bruges til at bekæmpe insekter. Ukrudtsbekæmpelsen sket som nævnt med stort dieselforbrug til traktoren, der trækker en harve gennem jorden mange gange på en sæson. Og når dette ikke er muligt, så gror afgrøden delvist til i ukrudt og kan ikke bruges til menneskeføde.
Lodret løgn er det at
der anvendes kun kvælstofgødning;
for gylle indeholder ud over kvælstof (nitrat), fosfat og kali. Når økologerne gøder med nitrat op til 170 kilo/ha, som alle andre bønder, så overgøder de med fosfat, der ophobes i jorden og efterhånden udvaskes til søer, åer og fjorde. Her giver de algevækst og iltsvind. Et andet miljøproblem opstår, når økologerne aftager gylle fra konventionelle landmænd, fordi disse så får plads til endnu flere dyr og indkøber mere kunstgødning. Gyllen kan spredes fra februar måned, og da tabes det hele til miljøet. Selv når der er et plantedække, tabes omkring halvdelen af næringsstofferne. Så nej, økologi er ikke miljøvenligt overhovedet.
Og så giver Sybylle sig i kast med en psykologisk analyse af økologiens kritikere.
Alligevel er der fortsat meget, der skal gøres, for at økologi er det svar på det bæredygtige fødevaresystem, som vi søger. Det kan give anledning til skuffelse hos forventningsfulde forbrugere, og ikke mindst er det anledning til angreb fra de folk, der ikke ser behovet for store forandringer. Angreb der kommer til skue på Twitter, Facebook og diverse debatindlæg i danske dagblade mm.
Denne sides redaktør kan sagtens føle sig truffet af den sidste sætning. Faktisk er det nok redaktørens indlæg, der har presset Sybylle til at retfærdiggøre økologiens miljøbelastning og pengespild på vegne af sin stenrige lobbyistorganisation, Økologisk Landsforening. Men vi må erklære os uenige i analysens påstand om, at vi skulle være skuffede forbrugere. Denne redaktørs kritik er alene, at økologien svindler sig til store skatteydebetalte tilskud på grundlag af falske påstande. Økologien har ikke bidraget måleligt på noget som helst område, hverken miljøet, naturen, grundvandet eller klimaet har haft gavn af de milliarder, som økologerne har modtaget. Vi har i årtier hørt på udflugter om, at der skal forskes mere og at salgsorganisationen skulle styrke eksporten osv. Men økologisk landbrug fremstår efter tre årtier som leverandør af hundedyr feel-good til de rige. Derudover har økologerne leveret luftige “visioner” urealistiske “principper” og et vandfald ud af ørerne. Om mangelen på forskning, der kunne begrunde økologisk praksis skriver Sybylle:
Desværre har vi også svært ved at læne os op ad forskningsresultater, når vi skal forsvare økologien over for skeptikerne. Forskning dokumenterer det, der foregår. Forskning kan ikke dokumentere det, der vil komme til at ske. Når forskningen skal sige noget om økologi, vil den tage udgangspunkt i det økologiske regelsæt og i nogen grad i praksis.
Det lyder jo som en ren tilståelse. Forskningen kan efter tredive års økologisk landbrug ikke finde et eneste resultat. Men det skyldes altså, ifølge Sybylle, at forskningen ikke kan se ind i fremtiden. Og så må forskningen i øvrigt holde op med at basere sig på empiri, men skal bare læse det økologiske regelsæt. Men der er altså intet, der tyder på at økologi, som mange tror, vil redde grundvandet. Ikke mindst fordi de økologiske landmænd hælder store mængder gylle og tungmetaller ud på vandindvindingsområderne.
På et punkt må vi give Sybylle ret. Det har bare intet med økologi at gøre. Hun påpeger:
By-land-kredsløbet er kortsluttet, så vigtige næringsstoffer kommer ikke lige retur til landbruget, selvom økologerne efterspørger dem,
Det er korrekt, at vi udleder vores kloakvand med en del næringsstoffer til havet, hvor de går tabt. Hvis kloakvand skal bruges på markerne, så skal befolkningen holde op med at bruge medicin, vaskepulver, rengøringsmidler og meget andet, hvilket ville være fortræffeligt. Det er nok ikke realistisk i en overskuelig fremtid. Så igen ender økologien i en urealistisk blindgyde. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Til sidst udtrykker Sybylle forståelse for, at økologien bliver kritiseret:
Det er svært at gå mod strømmen, det kræver tålmodighed og vilje til midlertidige kompromisser, og det er forståeligt, hvis den enkelte forbruger og kritiske journalist ikke har indsigten i, hvorfor økologerne ikke bare gør, som de prædiker.
Vi takker for forståelsen. Men når økologerne ikke “gør som de prædiker”, så kan de ikke forlange milliarder i tilskud fra skatteyderne. Så snyder de. Og det har de gjort i tre årtier. Der er ingen tegn på, at økologien bliver mere miljø- eller klimavenlig, bare ved at man ændrer tilskudsreglerne. Tvært imod. Miljø, drikkevand og klimahensyn skal ikke ende som økologiske gidsler hos en gridsk og umættelig stand af uhæderlige og løgnagtige økobønder.
For det er nemlig sandheden, som økologernes egen “vision” afslører. Økologi er et bedrag, og vedbliver med at være et bedrag. Men så længe man kan sælge feel-good og bilde befolkningen ind, at økologi er “bedre” end konventionelt landbrug, så længe kan økologerne og deres bedrageriske landsforening trække den ene milliard efter den anden op af skatteydernes lommer.
På dette punkt har økologerne vist sig uovertrufne.
Den 18.02.2021 kl. 16.06 skrev Malene Fiil Larsen:
Kære Knud Haugmark,
Tak for samtalen, jeg er glad for, at du imødekommer et bud på forlig.
Vi beklager igen, at der er sket et brud på din ophavsret.
Som aftalt får du her et forligsforslag.
Vi erkender, at der er sket et brud på din ophavsret. Vi erkender også, at der ikke er indhentet tilladelse af billedet, da vi fejlagtigt troede, at Holger Øster Mortensen var fotografen. Holger Øster Mortensen har tidligere bidraget til bagsiden, hvor han selv har været fotograf. Af samme årsag har vi desværre også krediteret forkert. Den forkerte kreditering er blevet rettet i Politiken d. 16. januar 2021.
Men her ud over vil vi foreslå et forlig på kr. 3.000,- som vi vil overføre til din konto fra Politikens konto fredag d. 18/2-2021. (Betinget at vi får din accept og stævningen bliver tilbagetrukket)
For god ordens skyld, skal jeg nævne, at det i forvejen overførte beløb ikke bliver modregnet.
Tak for forslag til forlig, som jeg dog er uforstående over for.
Du skriver, at I vil betale kr. 3000.00 fredag den 18/2. Trods lang tids søgen i diverse kalendere, har jeg ikke været i stand til at finde denne dato. Jeg tror faktisk ikke, at den eksisterer.
Det ville sikkert få Edward Brandes og Viggo Hørup til at eksplodere, hvis de blev bekendt med den slags slendrian eller inkompetence. De roterer givetvis begge i deres grave.
Af denne grund er jeg desværre nødsaget til at afvise forligsforslaget uden at have overvejet indholdet nærmere.
Generelt vil jeg dog mene, at udgangspunktet for et forligsforslag må være en imødekommelse af mine krav, hvor Politikens Hus værdisætter dette, at man ikke bliver ydmyget i retten, latterliggjort blandt landets publicister og må stå en shitstorm igennem på de sociale medier med tab af læsere og anseelse til følge. Værdien af dette skal så, stort set, lægges oven i mit økonomiske krav. En undskyldning over for mig og Inger Støjbjerg på rette plads i avisen slipper I nu nok ikke for, da det nok bliver for dyrt.
Jeg kunne måske formode, nu da datoen er ikke eksisterende, at I tillige har glemt at anføre et nul i det foreslåede kompensationsbeløb. Eller at et tal foran tretallet faldet ud. Det er jo svært med så store tal. I foreslår måske nok snarere at overføre kr. 30.000 til min konto, da I jo nu erkender, at I har tilbudt et alt for lavt beløb for billedet, og altså forsøgt at snyde en fattig folkepensionist for hans retmæssige honorar, idet i formodede, at han ikke turde anlægge sag. Det skal ikke glemmes, at I har anvendt billedet i farver på en fremtrædende plads i kommerciel sammenhæng uden tilladelse. Det er kutyme, at man i sådanne tilfælde betaler det dobbelte eller tredobbelte honorar. Desuden har i som nævnt i stævningen ikke sørget for at få tilladelse til at bruge billedet med et helt andet formål, end det er tiltænkt. Dette har givet et helt forkert indtryk i forhold til Inger Støjbjerg.
Jeg vil være tilfreds med en overførsel på for eksempel 30.000 kroner og vil så kalde stævningen tilbage. Men samtidig skal I forpligtes til at bringe den i stævningen omtalte omtale af sagen på bagsiden af avisen, som jeg godkender. Begår man en brøler i offentligheden, skal beklagelsen syne samme sted.
Jeg vil nævne, at jeg efter nærmere omtanke nok vil være tilfreds med et lidt mindre beløb, for eksempel kr. 25.000.
Men jeg er ellers helt indstillet på at gennemføre sagen i retten. Vi ved jo begge hvem der vinder og hvem der står til et sviende nederlag.
De økologiske dyr er også inficeret med MRSA, selvom man ved at frasortere de inficerede dyr kan opretholde en illusion om, at der er mindre MRSA i økologien.
Poul Lang Nielsen vil lave grise med den alle bedste dyrevelfærd. Hans grise går udendørs hele året og han slagter dem på gården. Smågrisene dier hos soen så længe de har lyst, hvilket er ca. 16 uger. Han ser ikke det røde økologimærke som et bevis for, at grisene har haft det godt. Om mærket udtaler han til Avisen Danmark den 15. februar bl.a:
Men nu er det (økomærket, red.) ude af vores hænder og er blevet en industriel markedsføringsklods, hvor forbrugerne ikke kan gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert.
Mærkninger er en jungle og storytelling. Vi mener, at økologimærket trækker os ned.
Poul Lang Nielsen synes, økologimærket vildleder, fordi det bliver markedsført bedre, end det er. Det er især på dyrevelfærdsområdet, han mener, økologien bliver talt op. Han mener at der er mere storytelling end fakta bag markedsføringen af den økologiske gris.
Det paradoksale ved økologien er, at man gerne må vaccinere sine dyr, men en bestemt slags medicin, som kan forebygge yverbetændelse, må økologerne ikke bruge. Det giver dyrene smertefulde infektioner, der skal behandles med antibiotika, som så er tilladt hos økologerne, selv om det giver farlig resistens. Denne kritik støtter dyrlægerne op om. Helle Slot, der har en ledende rolle i Den Danske Dyrlægeforening udtaler til Avisen Danmark bl.a:
Økologi er ikke nødvendigvis lig bedre dyrevelfærd.
Artiklen i Avisen Danmark er bag en betalingsmur, men kan i anledning af coronaepidemien fremsøges via bibliotekernes adgang til Infomedia. Denne kan tilgås via bibliotekernes hjemmside. Søg på
Ballerup kommune nægter at give aktindsigt i offentlige dokumenter. Ombudsmanden tror naivt, at kommunen vil træffe en afgørelse i løbet af ugen, men er valen med hensyn til hvad der skal ske, hvis kommunen igen nægter aktindsigt.
Hele det frelste natur- og miljøkommentariat, ja selv landbruget i Økologisk Landsforening, buldrer løs i et evangelium om, at vi skal lave mere plantebaseret mad til mennesker, mindre foder til svin og have mere natur i Danmark. Den ene fabler om at 40% af landbrugarealet skal bruges til natur og grøntsager, den anden om 60 % eller mere.
Ordet konsekvensberegning kender disse lalleglade idealister ikke.
Derfor tillader denne sides redaktør, med risiko for (med rette) at blive udnævnt til spielverderber, pessimist og sur gammel mand, at påpege nogle praktiske forhold som skal løses før naturelskernes våde, grønne drømme kan se dagens lys.
Hvis landbrugsjord skal tages ud af drift, så skal vi finde en metode, til at udpege denne jord.
Vi skal vel også finde en erstatning til ejerne, for jorden er jo privat ejendom.
Bankerne, som har pant i jorden, kunne vel også tænkes at have en mening. Især hvis de også har pant i stalde og maskiner.
Agerjorden er det første led i en velsmurt produktionskæde, der går over stald, mejeri eller slagteri, til forbrugere herhjemme men mest udenlands. Rigelige mængder af støttekroner følger med. Denne kæde går i udu, hvis et led falder ud. Hvordan ser løsningen på dette problem ud hos DN, Greenpeace eller de andre sværmeriske tosser?
Forestiller disse fantaster sig, at landbruget vil gå med på en frivillig ordning? Det har vi rigtig dårlige erfaringer med, så måske skulle al jord bare nationaliseres? Det ville være grundlovsstridigt, og ekspropriation kommer slet ikke på tale. Så hvordan så?
Hvis det skulle lykkes at udpege sammenhængende områder, så skal de vel erhverves. Og ser vi så ind i et naturens paradis, så skal arealerne forvaltes, og det er bestemt ikke gratis. Så skal skatten vel sættes op, med mindre vi skal skære ned på skoler, hospitaler og politi. Hvor meget snakker vi om?
Hvis naturvennerne vil tages alvorligt, skal de pege på realistiske fremgangsmåder eller planer for, hvordan de ikke bare kan få deres paradisdømme virkeliggjort men også for, hvordan konsekvenserne for resten af samfundet skal håndteres.
Der er nok at gå i gang med.
Knud Haugmark, denne sides redaktør, ornitolog, botaniker, mykolog, entomolog m.m.
Et samarbejde ledes af den franske avis LeMonde har redegjort for, at der i Luxemburg er registreret selskaber med ejere fra 157 nationer. Udenlandsk ejede selskaber udgør 90%, med en overvægt af franske firmaer.
En saudiarabisk prins ejer således igennem sit Luxembourgske selskab et slot tæt på Paris, Angelina Jolie og Brad Pitt har en vingård i Provence. Velbeliggende ejendomme i europæiske storbyer har ligeledes deres andet hjem i det lille fyrstendømme.
Disse forhold er muliggjort af Jean Claude Juncker, som både har været premierminister i Luxembourg og formand for Europakommissionen.
Læs mere i denne engelsksprogede artikel fra leMonde
Det ser i følge et nyt studie ud til, at videnskaben igen undervurderer havstigningerne på grund af den stigende temperatur på kloden.
Tabet af is er globalt steget med 60% årligt siden 1990erne. Den gang smeltede 760 mia. tons årligt. Nu er det årlige tab af is steget til 1.2 billioner tons. (1.200.000.000.000 tons).
en anden undersøgelse bygger på, at flere grønlandske bræer smelter nedefra, når de når ud i havet. Denne proces har i følge forskerne hidtil været undervurderet.
